Menu

0-3 på måltavlen og SIF-trio skadet

image JS tabte 0-3 til BI og fik tre mand på skadeslisten.
Af Jørn Eriksen
14. august 2016 kl. 23:10
Jyllandsserien - uden en lille håndfuld af de vante stamspillere - tabte efterårspremieren 0-3 hjemme til Brønderslev IF (BI) søndag aften 14/8, og samtidig blev et SIF-trekløver skadet i opgøret. Læs mere her...

Der kunne ikke indvendes noget imod, at et velspillende mandskab fra Brønderslev IF (BI) sejrede 3-0 på Støvring Stadion søndag aften 14/8 i SIF-mandskabets efterårspremiere i Jyllandsserien.
Gæsterne var bedre på næsten alle parametre i dette opgør, hvor SIF var uden en lille håndfuld af de vante stamspillere p.g.a enten skader eller ferie, og generelt var BI mere trimmet og oppe i et højere gear end SIF-tropperne hele kampen igennem.

En ekstra streg i regningen for SIF var det dog, at både backen Stefan Pilgaard og midtstopperen Nicolaj Hvilsom pådrog sig knæskader efter pausen samt, at et af de offensive trumfkort, Mads Harbo, også måtte en tur omkring skadestuen efter at være blevet sparket i skridtet i slutfasen - sidstnævnte fuldførte dog kampen men måtte humpe fra banen efter slutfløjtet.
De nærmeste dage må vise, hvor galt fat, det står til med de tre SIF-spillere, men at få tre spillere tvivlsomme til næste kamp gjorde selvsagt ikke humøret bedre i hjemmeholdets lejr efter det klare nederlag i efterårets første kamp.

Og SIF-mandskabet fik den værst tænkelige start på begge halvlege mod BI, der spillede en virkelig god kamp. Det blev 0-1 allerede i det første minut på et hovedstød efter et hjørnespark fra gæsternes højre side, og et minut efter pausen gentog historien sig. Denne gang udløste en kvik omstilling og slutteligt et fladt skud en scoring til 0-2, og så var det for alvor op ad bakke for hjemmeholdet.

I første halvleg kom SIF's bedste mulighed tre minutter inde i kampen, da Carsten Frederiksen energisk satte sig igennem og kom til baglinjen for at spille bolden på tværs til Mads Harbo. Han fik også afsluttet hårdt, men bolden gik i sidenettet.

BI var i startfasen giftige på dødbolde, og i det 21. minut prellede et hovedstød af på SIF-overliggeren i kølvandet på endnu et hjørnespark.
Fem minutter før pausen gik en høj og lang bold noget overraskende over hovedet på Nicolaj Hvilsom, og en BI-spiller slap helt alene igennem med Kasper Kæp i SIF-målet, men BI-spiller forøgte sig med et lob, og bolden sad lige i favnen på Kasper Kæp.
0-1 ved pausen, og SIF havde det svært.

Lynscoringen til 0-2 et minut efter pausen gjorde det ikke lettere, og man frygtede et større SIF-kollaps, da det også blev 0-3 i det 57. minut.
Herefter blev det til debut for førsteårssenioren Alexander Thorup på pladsen som venstre back - ud gik Patryk Kristensen. Seks minutter senere kom Patryk Kristensen dog ind igen, da Stefan Pilgaard måtte udgå p.g.a en knæskade. I det 64. minut erstattede Jesper Gustavsen så Kaspar Rynkeby på midtbanen, men trængslerne med skader i SIF-lejren var ikke overstået endnu. Tre minutter før tid måtte Nicolaj Hvilsom humpe knæskadet ud - ind igen kom Kaspar Rynkeby. I de døende minutter gled Carsten Frederiksen ned som midtstopper.

Mads Harbo blev også sendt til tælling indenfor de sidste 7-8 minutter, da han blev sparket i skridtet i et hændeligt uheld i en nærkamp. Han sundede sig på banen og fuldførte kampen, men SIF-profilen havde det skidt efter slutsignalet og måtte en tur til tjek på sygehuset.

SIF-startopstilligen, 4-2-3-1 eller 4-3-3 efter temperament: Kasper Kæp - Stefan Pilgaard, Nicolaj Hvilsom, Lars Bo Hansen og Patryk Kristensen - Anders Nielsen (anfører) og Morten Juul - Mads Harbo, Kaspar Rynkeby og Thomas Nielsen - Carsten Frederiksen.
På bænken: Alexander Thorup og Jesper Gustavsen.

 

 

Luk