Menu

2-2 i årets første testkamp for JS

image JS-mandskabet var klart bedst i testkampen mod Vildbjerg SF, men opgøret endte 2-2.
Af Jørn Eriksen
28. januar 2017 kl. 18:24
JS-mandskabet havde chancer nok til at sikre sig sejren i årets første testkamp, men det endte med 2-2 hjemme mod Vildbjerg SF fra JS 1 lørdag 28/1 på kunstgræsbanen i Støvring - friske fotos fra kampen her...

Lad det være sagt med det samme. JS-mandskabet fra SIF Fodbold havde så rigeligt med målchancer til at kunne have sikret sig sejren i årets første træningskamp hjemme mod Vildbjerg SF fra JS 1, men det det hele gik i 2-2 efter tre halvlege á 30 minutter, hvor begge mandskaber fik sat mange spillere i aktion.

De første 30 minutter endte 0-0 efter klart spillemæssigt overtag til SIF-holdet, der ikke fik sat bolden ind på tre-fire store muligheder.
SIF-startopstillingen mod Vildbjerg SF, 4-4-2: Anders Dupont (U 19) - Christoffer Olesen, Carsten Frederiksen, Lars Bo Hansen og Michael Andersen (ny fra Chang) - Lasse Pilgaard, Morten Juul, Anders Nielsen og Thomas Nielsen - Mads Harbo og Christian "Montoya" Christensen (tilbage i klubben efter senest at have spillet i St. Restrup IF).

Fra det 31. minut kom Kaspar Rynkeby og Mathias Kielgast så i aktion - ud til et pusterum kom Mads Harbo og Morten Juul, og man stod med en forventning om, at nu ville den første SIF-scoring da snart komme mod en modstander, der så absolut var til at tale med med helt uden funklende "stjerner" i det fremadrettede spil.
Men gæsterne kom - stik mod fordeling af spil og chancer - foran 1-0. En Vildbjerg-spiller blev sendt afsted på en dyb stikning i deres højre side, skar ind og fik sendt bolden forbi Anders Dupont i SIF-målet.

Fra tredje halvlegs start - de sidste 30 minutter - kom Rasmus Ravn (tilbage i SIF-lejren efter en fodboldpause), Alexander Thorup og Andreas Lahn Jakobsen (ny fra Chang) - så i aktion. Morten Juul erstattede også Anders Nielsen i motortummet, og i det 67. minut udlignede Mads Harbo så til 1-1. Det skete i kølvandet på en stor mulighed til Mathias Kielgast spillet fri af Christian "Montoya" Christensen - i anden ombæring satte Mads Harbo sikkert bolden i kassen.
Fire minutter senere blev det imidlertid 1-2 på en lille foræring af SIF, men i det 73. minut udlignede et af de nye islæt, Andreas Lahn Jakobsen, så til slutcifrene 2-2, da han var drønet med frem inde under mål fra positionen som højre back/højre midtbane.

SIF havde herefter flere muligheder for at sikre sig sejren, men skarpheden i afslutningerne havde - uden at træde nogen over tæerne - visse mangler i årets første træningskamp. Defensivt holdt SIF stort set gæsterne fra at skabe chancer i åbent spil i alle tre halvlege.

- Vi har arbejdet en del med den defensive struktur, og her synes jeg, vi gjorde det rigtig godt ved at stort set at holde Vildbjerg Sf fra at skabe målchancer, selvom vi havde 16 markspillere i aktion i dette opgør. Vi spillede os også frem til så mange chancer, at vi burde have vundet kampen. Jeg tror, vi talte det op til, at vi havde misbrugt fem-seks såkaldte friløbere fordelt over hele kampen. Stærkest i billedet stod anfører Anders Nielsen og angriberen Christian "Montoya" Christensen (fotos herover og herunder), siger JS-cheftræner Kim Nielsen.

Han forklarer nærmere om taktikken, at intentionen gik på at spille 4-4-2, når modstanderne havde bolden og en slags 3-2-3-2, når man selv var i boldbesiddelse. Lasse Pilgaard skulle glide ind som offensiv midtbane, når man var på bolden og højrebacken frem for at støtte midtbanen.


Se flere fra fotos fra kampen på SIF Fodbolds Facebook-side, link her til lige herunder:

https://www.facebook.com/siffodbold.dk

 

 

Luk