Menu

3-2-sejr til JS 1 i generalprøven

image En situation fra første halvleg, som JS 1 lidt heldigt vandt 1-0. Efter pausen blev det 2-0 til SIF, men Gug kom på 2-2, inden SIF slog til med en scoring til 3-2.
Af Jørn Eriksen
24. marts 2018 kl. 18:19
Førsteholdet hos herresenior, JS 1, fortsatte den resultatmæssige gode stime i den sidste testkamp inden forårspremieren 2. påskedag, da det lørdag 24. marts blev til en 3-2-sejr på udebane over Gug Boldklub fra forårets JS 2 - læs mere her...

Jyllandsserie 1-mandskabet fik et godt resultat med sig som opkvikkende ballast, da det lørdag 24/3 gjaldt den sidste testkamp på udebane mod Gug boldklub fra forårets JS 2 inden forårspremieren i JS 1-puljen på udebane mod en af forhåndsfavoritterne til DS-oprykning, Nørresundby FB, mandag 2. påskedag.

SIF-mandskabet, der har hentet gode resultater i en 3-4-3-opstilling i de seneste kampe, fortsatte ud af det spor og hev en 3-2-sejr med hjem efter en SIF-føring på 1-0 ved pausen.

SIF-startopstillingen, 3-4-3: Nis Falk - Zacharias Krunderup, Rasmus Hasselriis og Lars-Bo Hansen - Nicolaj Hvilsom, Jimmi Thomsen, Aske Kjærup Pedersen og Nikolaj Thorhauge Jacobsen - Thomas Nielsen, Niclas Plougmann og Mads Harbo.

Bænken denne gang: Christoffer Olesen, Christian Lie Guldager og Kasper Bøgh.

Scoringen til 0-1 kom allerede efter få minutters spil, da Thomas Nielsen tog et hjørnespark. Bolden gik mellem venner og fjender direkte i mål, men i den resterende del af halvlegen var Gug klart mest på bolden og fik også skabt en lille håndfuld chancer, men hjemmeholdet savnede den fornødne skarphed og præcision i deres afslutninger.

Hos SIF blev der fightet energisk for sagen, men SIF-holdet var ikke specielt gode venner med bolden i opspillet, og det betød mange boldtab i de 45 første minutter.

Fra anden halvlegs start kom Thomas Nielsen og Nicolaj Hvilsom (feber i kroppen, red.) ud til et pusterum. Ind kom Christoffer Olesen og Christian Lie Guldager. Sidstnævnte blev ny midterangriber, Niclas Plougmann overtog Thomas Nielsens højrekant, og Christoffer Olesen overtog Hvilsoms højrekant på midtbanen.

Det havde længe trukket op til en Gug-udligning, men tre minutter efter pausen kom SIF foran 2-0. Bolden havnede - efter en dødboldsituation - for fødderne af indskiftede Christian Lie Guldager, der fik fik afsluttet i feltet. Bolden strejfede en Gug-spiller og gik videre i mål.

Cirka 20 minutter efter pausen blev det så 1-2, og kort efter kom Rasmus Hasselriis og Nikolaj Thorhauge Jakobsen ud på bænken - ind kom Nicolaj Hvilsom og Thomas Nielsen. Hvilsom blev ny ankermand i forsvaret, og Thomas Nielsen overtog kantpladsen.

Med 17 minutter igen blev det så 2-2. En Gug-spiller, der kampen igennem havde vist hurtige fødder og skarpe driblinger , viste pludselig, at han også kunne sende et godt langskud mod mål. Bolden blev drejet op i krogen - en flot udført udligning.

Kort efter erstattede Kasper Bøgh (tilbage efter en langtidsskade, red,) så Niclas Plougmann, og det lignede et opgør, der ville ende uafgjort.

Men sådan gik det ikke. Med 12 minutter igen modtog Mads Harbo bolden ude i venstre side på en stikning fra Christoffer Olesen, og Mads Harbo viste endnu en gang sin X-factor-værdi for SIF-holdet. Han satte sig igennem i venstre side og sendte en "flødebold" ind til Christian Lie Guldager, der satte foden på og sendte bolden i nettet til 2-3 fra nært hold.

Med ét minut igen tjekkede Mads Harbo ud - ind på banen kom Nikolaj Thorhauge Jakobsen.

SIF-mandskabet holdt stand og sejrede 3-2.

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/de-unge-viste-sig-godt-frem/

 

 

Luk