Menu

4-1 til Serie 5 i lokalderby

image Christian Lund i færd med at sno sig forbi et par Sørup-spillere. På billedet ses også Søren Sølvkjær og Victor Bartholomæussen.
Af Jørn Eriksen
28. august 2016 kl. 20:17
Tredjeholdet hos herresenior, Serie 5, besejrede Sørup IF 4-1 i lokalderbyet hjemme i Støvring søndag 28/8 efter 2-0 ved pausen. Kenneth Skriver lynede to gange før pausen, og det samme gjaldt indhopperen Frederik Midtgaard i anden halvleg. Læs mere her - friske fotos....

Når nu det halter resultatmæssigt hos både første- og andetholdet i henholdsvis Jyllandsserien og Serie 3, så er det da godt, at tredjeholdet i Serie 5 kan holde fanen højt.
Søndag 28/8 blev det til den anden sejr i træk i efterårets hidtil tre kampe, da Sørup IF blev besejret 4-1 på bane 2 i Støvring, og med den sejr indtager SIF-mandskabet tredjepladsen i puljen.

SIF kunne gå til pausen foran 2-0.
Det blev 1-0, da tilbagevendte Christian Lund blev fældet på kanten af straffesparksfeltet. Kenneth Skriver omsatte den mulighed på straffespark til at score til 1-0 uden chance for den tidligere SIF-spiller Andreas Aagesen i Sørup-målet. Kenneth Skriver scorede også til 2-0 på rigtig flot forarbejde af Victor Bartholomæussen, der kom igennem på højrekanten og fik sendt en god bold ind foran mål, hvor Kenneth Skriver slog til med sit syvende mål i efterårets tre kampe hidtil.

SIF-startopstillingen, 4-4-1-1: René Christensen - Søren Sølvkjær, Brian Bloch Jensen, Mathias Tille Kristensen og Jacob Nielsen - Victor Bartholomæussen, Mark Bloch Jensen, Søren Bjerregaard og Jacob Jensen - Christian Lund - Kenneth Skriver. Bænken denne gang: Frederik Midtgaard, Mikkel Blad Krogh og Alireza Amini.

De tre på bænken kom ind fra anden halvlegs start, og den ene af indhopperne satte de to sidste SIF-scoringer ind. Det gjaldt Frederik Midtgaard, der først scorede til 3-0, hvorefter Sørup IF fik reduceret til 3-1, inden Frederik Midtgaard kunne slå sejren definitivt fast med en fuldtræffer til 4-1.

Hos SIF stod mange stærkt i billedet, men Christian Lund og Victor Bartholomæussen, sidstnævnte var i øvrigt målmand i anden halvleg, lyste nok mest op i en god kollektiv indsats.

Luk