Menu

5-0 til JS 1 - Serie 2 tabte 0-4

image Mads Harbo - her i aktion i KFUM-feltet - stod for to af de fem SIF-scoringer i 5-0-sejren.
Af Jørn Eriksen
04. marts 2018 kl. 12:03
Førsteholdet hos herresenior, Jyllandsserien 1, fik sat fem fuldtræffere ind og sejrede 5-0 i testkampen hjemme mod Aalborg KFUM fra Serie 2 lørdag 3/3. For SIF-andetholdet - Serie 2 - var det med omvendt fortegn i Storvorde, hvor SSB fra en anden Serie 2-pulje vandt 4-0 - læs mere her..

Både første- og andetholdet hos herresenior, JS 1 og Serie 2, var i aktion i testkampe lørdag 3/3.

JS 1 spillede hjemme på kunstgræsbanen i Støvring, og modstanderen var Aalborg KFUM fra Serie 2, og det opgør havde SIF-tropperne intet besvær med at vinde 5-0 efter 4-0 ved pausen.

I første halvleg stod Nicolaj Hvilsom for åbningstræfferen til 1-0, hvorefter han kort efter måtte lade sig udskifte p.g.a en skade. Mads Harbo øgede til 2-0, og et af de nye islæt i forhold til sidste sæson, Christian Lie Guldager, scorede til 3-0. Scoringen til 4-0 satte Mads Harbo sikkert ind direkte på frispark i en situation, hvor KFUM-muren og holdets målmand ikke ligefrem fik synkroniseret urene.

I anden halvleg kom Aalborg KFUM lidt bedre med uden at vade i åbne målchancer, og dem, de kom frem til, tog U 19-målmanden i SIF-buret, Anders Dupont, sig godt af. Gæsterne havde dog et skud på den ene trekantsammenføjning, han intet kunne stille op over for, men stadig 4-0 i et opgør, der faldt noget i kadence i de sidste 45 minutter, hvor der også blev rokeret en del rundt på SIF-holdet, så alle kom i aktion.

Angriberen Niclas Plougmann cementerede SIF-sejren med en scoring til 5-0.

SIF-andetholdet i Serie 2 var i aktion denne lørdag på kunstgræsbanen i Storvorde mod det, SIF-træner Uffe Agerbo Jensen, karakteriserer som et etableret Serie 2-hold fra Storvorde-Sejlflod Boldklub (SSB).

Uffe Agerbo Jensen siger om kampen:

- Vi var hårdt ramt af afbud og kom således kun 13 mand afsted. Derudover skulle Mads Dahl gå umiddelbart efter pausen. Vi virkede ikke klar til kampen mod SSB og spillede langt under forventet niveau.
- SSB blev sat igang efter 7 minutter på en opspilsfejl fra vores side, derfor kunne de nemt score til 1-0, hvilket også var stillingen ved pausen.

- Vi lavede nogle ærgerlige opspilsfejl i første halvleg men fandt periodevis det gode spil frem og fik flere gode gennembrud dog uden at få scoret.

- Anden halvleg blev en rigtig skidt forestilling fra vores side af. Vi indkasserede tre gule og et rødt kort. Vi bragte os selv i en yderst vanskelig situatio ved at spille i undertal i store dele af anden halvleg.
Dette sammenholdt med mange omrokeringer gjorde, at SSB scorede yderligere tre gange til slutresultatet 4-0.
- Vi producerede selv meget få chancer i anden halvleg - dog var Mike Long tæt på en reducering med et skud på stolpen.
- Vi brugte alt for meget energi på at brokke os til med- og modspillere samt over dommerkendelser, som ikke gik vores vej.

- Vi visker tavlen ren og skærper fokus fremadrettet. Så er jeg overbevist om, at vi finder tilbage på sporet igen, inden der er point på spil i turneringen.

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/js-1-og-serie-2-i-testkampe-loerdag/

 

 

 

Luk