Menu

Første matchbold kiksede for Serie 4

image SIF-keeper Anders Jensen i aktion i 2-3-nederlaget hjemme mod Nørholm IF pinselørdag. Fotos: Hanne Andersen
Af Jørn Eriksen
04. juni 2017 kl. 11:55
Serie 4-mandskabet tabte 2-3 pinselørdag hjemme i Støvring mod Nørholm IF i et opgør, hvor SIF kunne have sikret sig billetten til efterårets Serie 3 med uafgjort. Tuncay Demirels tropper har dog stadig to matchbolde - en udekamp mod Aalborg KFUM og en hjemmekamp mod Aalborg Freja - til at sikre de tre point, der definitivt vil sikre førstepladsen. Opdateret med Hanne Andersens fotos fra kampen....

- Jeg ærgrer mig stadig. Vi havde alle håbet på, at vi kunne sikre os oprykningen til Serie 3 i dette opgør, men vi var der desværre ikke helstøbt som hold, og så fik vi ikke udnyttet de chancer, vi kom frem til, men vi kan heldigvis stadig selv afgøre det med med en sejr i en af de to sidste kampe, siger Tuncay Demirel, cheftræner for Serie 4-holdet.

Propperne måtte altså blive på de champagneflasker, der var lagt på køl.

SIF-mandskabet topper fortsat Serie 4-puljen, hvor puljevinderne rykker op i Serie 3 i lighed med de 12 bedste toere. SIF har 30 point for 12 kampe, men Nørholm IF kom på 23 point for 11 kampe, og Løgstør IF har 22 point for 11 kampe. En SIF-sejr mere fjerner al tvivl, om hvem der skal slutte på førstepladsen.

- Vi skal op mod min gamle klub, Aalborg KFUM, lørdag 10/6 på udebane, og KFUM kæmper for at undgå nedrykning, så vi skal absolut ikke tage noget for givet. Vi skal meget gerne afgøre det i den kamp, så vi ikke står med en uafklaret situation inden sidste spillerunde, pointerer Tuncay Demirel.

I lørdagens hjemmekamp mod Nørholm IF, som SIF besejrede 4-1 i det omvendte opgør, indledte SIF egentlig fornuftigt nok men fik ikke scoret på chancerne. I stedet kom gæsterne foran midtvejs i første halvleg på et straffespark, men syv minutter senere udlignede Kasper Bøgh - stærkt spillende i dette opgør - til 1-1.

- Mike Long fik herefter to store muligheder for at score til 2-1, men det lykkedes desværre ikke. Inden pausen havde Nørholm IF ikke alverden ud over scoringen på straffespark, fortsætter Tuncay Demirel.
1-1 ved pausen.

SIF-startopstillingen mod Nørholm IF, 4-1-4-1: Anders Jensen - Andreas Lahn Jakobsen, Mike Hansen, Rasmus Carøe Eriksen og Michael Andersen - Søren Bjerregaard - Mike Long, Jimmi Thomsen, Kasper Bøgh og Andreas Tarp - Mads Dahl.
Bænken denne gang: Tommy Thrysøe, Granit Gashi og Mathias Rasmussen.

De tre indhoppere kom ind fra anden halvlegs start - ud til et pusterum kom Søren Bjerregaard, Mads Dahl og Mike Long, men der blev senere rokeret lidt rundt på tropperne igen.

- Vi kom okay fra start i anden halvleg. Vi kom på 2-1, da Andreas Lahn Jakobsen bankede bolden ind efter noget klumpspil, og ved 2-1 havde Granit Gashi en kæmpemulighed for at score til 3-1. I stedet fik Nørholm IF to mål inden for fire-fem minutter. 2-3-målet kom direkte på hjørnespark, forklarer Tuncay Demirel.

Med lidt under en halv time igen forsøgte SIF at jagte den udligning, der ville sikre oprykningen.

- Vi kom også frem til 2-3 chancer, der kunne have givet os 3-3, men hverken Granit Gashi eller Mads Dahl havde heldet med sig. Vi sparkede for mange lange bolde i den fase kampen og glemte at spille på den måde, vi helst vil - og som vi er bedst til, forklarer Tuncay Demirel.
I slutfasen indkasserede Mads Dahl og en Nørholm-spiller hver deres andet gule kort - og dermed rødt kort til dem begge - i kampen.

  • Se og hør også sportschef Rasmus Gissel videoindslag om kampen - før, under og efter startfløjtet - på klubbens Facebook-side.
  • Her har han talt med midtbaneduoen Jimmi Thomsen og Andreas Tarp før kickoff samt SIF-træner Tuncay Demirel efter slutfløjtet - god fornøjelse.

Luk