Menu

Gang i svingdøren igen hos JS2

image Lasse Pilgaard er med igen og får en rolle på midtbanen torsdag aften 8/6 hjemme mod Dronningborg Boldklub. Arkivfoto
Af Jørn Eriksen
08. juni 2017 kl. 13:33
Der er tre udskiftninger i truppen i forhold til 2-1-sejren over Birkelse IF, når Jyllandsserien 2 får besøg af bundholdet Dronningborg Boldklub (DB) torsdag aften 8/6 med kickoff kl. 19.00 - Lasse Pilgaard, Zacharias Krunderup og Carsten Frederiksen er med igen hos hjemmeholdet. Læs mere her...

Skader giver igen en del rotation i JS 2-truppen, når det onsdag aften 8/6 kl. 19.00 gælder forårets næstsidste hjemmekamp - og kamp - mod betrængte Dronningborg Boldklub (DB), der har brug for to sejre i deres to sidste kampe for at have en spinkel chance for at undgå degradering til efterårets Serie 1.
Ude i forhold til sidst er blandt andre midtbanespilleren og anføreren Anders Nielsen samt den spillende assistenttræner Rasmus Hasselriis, og Nicolaj Hvilsom (blindtarms-opereret efter kampen mod Herning Fremad, red.) samt målmand Kasper Kæp Markussen er fortsat ude af billedet i lighed med Joakim Nielsen og Anders Liebak.

- Zacharias Krunderup, der ikke var med mod Birkelse, kommer med i midterforsvaret, og Lasse Pilgaard får denne gang en rolle på midtbanen. Carsten Frederiksen har bebudet, han spiller sin sidste kamp for førsteholdet i dette opgør, og samlet gælder det om at spille frisk til. Dronningborg Boldklub er sidst med otte point (alle hold har spillet 12 af 14 kampe, red.) med fire point op til den femteplads, der kan forny billetten til Jyllandsserien i efteråret. Vi må derfor formode, at DB kommer til Støvring for at jagte en sejr og tage tre livsnødvendige point med hjem, og det skal vi så forholde os til, siger Rasmus Hasselriis, SIF-assistenttræner.

I aften får han cheftræner Kim Nielsen ved sin side på sidelinjen. Sidstnævnte var p.g.a arbejde forhindret i at være med, da JS2 senest slog Birkelse IF 2-1 på to fuldtræffere af topscorer Mads Harbo.

- Vi går målrettet efter at forsvare den andenplads, vi indtager lige nu, slutter Rasmus Hasselriis.

SIF er - med 26 point for 12 kampe - to point foran Skive IK inden de to sidste spillerunder. Herning Fremad har - med 33 point sat sig på førstepladsen. I bundstriden, hvor de tre dårligste rykker ned, er Birkelse IF, Mejrup GU, RKG Klarup og DB ude i en drabelig strid om at sætte sig på femtepladsen.

Luk