Menu

JS 1 til Skive - Serie 2 til Hadsund

image Interesserede kan hoppe på spillerbussen, når JS 1 skal en tur til Skive - 50 kr. pr. næse.
Af Jørn Eriksen
27. april 2018 kl. 16:12
Både første- og andetholdet hos herresenior, JS 1 og Serie 2, spiller på udebane lørdag 28/4. JS 1-mandskabet skal møde Skive IK, mens Serie 2 tørner ind i Hadsund Boldklub - læs mere her...

Der er mulighed for komme til Skive med spillerbussen kl 10.30, når JS 1-mandskabet drager af sted - 50 kr. pr. næse, og så er der mulighed for at købe øl/vand i bussen.

- Det kunne være rigtigt fint, hvis vi kunne komme til Skive med en større delegation, så vi kan mærke opbakningen fra sidelinjen, siger SIF-cheftræner Kim Nielsen.

Jyllandsserie 1-mandskabet har kampstart kl. 13.00, og SIF-holdet har stadig forårets første sejr til gode. Skive IK smagte sejrens sødme i sidste weekend ved at slå Aalborg Freja 2-1 efter forinden at have tabt til Tjørring IF, Herning Fremad og Skjold Sæby.

Det er på den konto puljens nr. syv og otte, der tørner sammen i et forår, hvor ingen rykker ned - puljevinderen rykker direkte op i Danmarksserien, og nr. to skal spille om DS-avancement mod nr. to fra den anden JS 1-pulje.

Det er St. Bededagsferie og konfirmationstid, og der er tre ændringer i SIF-truppen i forhold til 1-2-nederlaget hjemme mod Skjold Sæby i sidste weekend.

Zacharias Krunderup, Martin Thinggaard og Asger Bundgaard Nielsen er ikke med denne gang - nye islæt er trioen Rasmus Carøe Eriksen, Jimmi Thomsen og Kasper Bøgh, der alle tre senest spillede på andetholdet i Serie 2. Zacharias Krunderup har meldt afbud, og Asger Bundgaard Nielsen kan hverken spille for JS 1 eller U 19 Liga 2 lørdag p.g.a arbejde. Endelig trænger Martin Thinggaard til en tur omkring andetholdet. Og så er Nicklas Aagaard også ude af billedet p.g.a arbejde.

- Vi er lidt udfordret både p.g.a afbud og nogle røde kort i seniorafdelingen, og vi skal op mod et Skive-hold, der senest havde en keeper, der er med omkring U 21-landsholdstruppen, samt tre kontraktspillere fra 1. divisionstruppen med. Men vi spiller vores chance, og øjnene er allerede rettet frem mod efterårets kampe i Jyllandsserien, siger SIF-cheftræner Kim Nielsen.

  • SIF-truppen til udekampen mod Skive IK: Nils Falk, Rasmus Carøe Eriksen, Christoffer Olesen, Mads Borup Steen, Rasmus Hasselriis, Nicolaj Hvilsom, Jimmi Thomsen, Aske Kjærup Pedersen, Thomas Nielsen, Nikolaj Thorhauge Jacobsen, Kasper Bøgh, Niclas Plougmann, Mads Harbo og Christian Lie Guldager.

Andetholdet i Serie 2 har en vigtig udekamp mod Hadsund Boldklub på lørdagsmenuen med kampstart kl. 14.00.

Der skal "kun" findes en nedrykker i denne Serie 2-pulje, der kun omfatter syv mod vanligt otte hold, og aktuelt har SIF-mandskabet kun netop Hadsund Boldklub under sig i tabellen. SIF har hentet to point i de tre første kampe, mens Hadsund Boldklub kun har spillet to kampe og tabt dem begge.

En SIF-sejr i Hadsund kan med andre ord være særdeles værdifuld i den sidste ende i bestræbelserne på at forny adgangstegnet til efterårets Serie 2.

Der er fire ændringer i SIF-truppen i forhold til 0-0-kampen hjemme mod Hornum IF i sidste weekend. Trioen Rasmus Carøe Eriksen, Jimmi Thomsen og Kasper Bøgh er denne gang med JS 1-truppen, og så er der afbud fra Andreas Tarp. Nye islæt er Martin Thinggaard (ned fra JS 1-truppen), Tommy Thrysøe (op fra Serie 5), Alexander Thorup (afbud i sidste gang) og Mike Long (klar efter en skade).

  • Serie 2-truppen til udekampen mod Hadsund: Michael Toft Nielsen - Michael Andersen, Mike Hansen, Martin Thinggaard, Ardeshir Ebrahimi, Andreas Lahn Jakobsen, Tommy Thrysøe, Alexander Thorup, Jesper Gustavsen, Søren Bjerregaard, Morten Juul, Carsten Frederiksen, Mike Long og Mads Dahl.

 

Luk