Menu

JS og Serie 3 spiller hjemme lørdag 23/9

image JS-mandskabet fik 0-0 i den seneste hjemmekamp mod Aalborg Freja. Lørdag kl. 12.00 gælder det hjemmekampen mod Løgstør IF. Arkivfoto
Af Jørn Eriksen
22. september 2017 kl. 10:09
Alle fire hold hos herresenior - Jyllandsserien, Serie 3, Serie 4 og Serie 6 - skal i aktion lørdag 23/9. JS, Serie 3 og Serie 6 spilller hjemme i Støvring mod henholdsvis Løgstør IF, Aars IK (2) og Sørup IF - Serie 4 skal en tur til Øster Hornum denne lørdag. Førsteholdet i Jyllandsserien spiller allerede kl. 12.00 mod Løgstør IF. Ungdomskampe i SIF-lejren allerede fra kl. 10.00 - læs mere her...

Det er godt at have U 19-afdelingen som "buffer", når samtlige fire herresenior-hold skal i aktion samme dag, og det er tilfældet lørdag 23. september, hvor både førsteholdet i Jyllandsserien, andetholdet i Serie 3 og fjerdeholdet i Serie 6 (SIF v.u.k da Sørup IF ikke kan stille hold, red.) spiller hjemme i Støvring, mens tredjeholdet i Serie 4 skal op imod Øster Hornum IF på udebane.
U 19-drengene står fortsat i et lille vadested midt mellem den overståede U 19 Kvalifikationsrække og de forestående kampe i U 19 Liga 2, og U 19-spillerne supplerer på diverse seniorhold i tilfælde af skader og øvrige afbud.

Der er kickoff til JS-opgøret mod Løgstør IF allerede kl. 12.00 denne lørdag, og for SIF-mandskabets vedkommende må det - her midtvejs i efterårets 14 spillerunder - i de kommende fire kampe gælde om at "kratte" så mange point på kontoen som muligt inden tre afsluttende kampe mod JS-puljens på papiret stærkeste hold, Nørresundby FB, Aalborg Freja og Skjold Sæby. Efter kampen mod Løgstør IF, der er sidst i puljen, venter kampe mod Bønderslev IF, Gug Boldklub og Hjørring IF, og efter de syv første kampe er Gug Boldklub tre point foran SIF-mandskabet på den fjerdeplads, der udløser en billet til forårets Jyllandsserie 1, hvor der skal spilles om oprykning til Danmarksserien.

En SIF-sejr over Løgstør IF vil i den sammenhæng veje tungt på vægtskålen efter nederlag til Nørresundby FB og Skjold Sæby samt uafgjort mod Aalborg Freja i de tre seneste kampe.

SIF-truppen til kampen mod Løgstør IF, spillerne nævnt i tilfældig rækkefølge: Mikkel Blad Krogh, Andreas Tarp, Rasmus Hasselriis, Lars-Bo Hansen, Christoffer Olesen, Thomas Nielsen, Nicklas Aagaard, Zacharias Krunderup, Nikolaj Thorhauge Jacobsen, Mads Harbo, Nicolaj H. Hvilsom, Alexander Thorup, Stefan Pilgaard og Mads Dahl.

Andetholdet i Serie 3 har kampstart kl. 14.00 denne lørdag hjemme mod Aars IK (2), og Tuncay Demirels tropper skal forsøge at følge op på den overbevisende 4-0-sejr i topopgøret hjemme mod Sønderup/Suldrup IK Frem fredag i sidste uge. SIF er fortsat ét point efter Sønderup/Suldrup IK Frem midtvejs i efterårets kampe, og der er ikke råd til "dumme" pointtab i bestræbelserne på at overhale Sønderup/Suldrup IK Frem.
- Vi er nødt til at skifte på fire pladser p.g.a en skade og tre afbud, men vi mønstrer fortsat et stærkt hold. Vi skal finde samme gejst og løbevillighed frem som i 4-0-sejren over Sønderup/Suldrup IK Frem, siger Tuncay Demirel.

Han må undvære en skadet Kasper Ronge Mikkelsen samt den garvede trio Søren Bjerregaard, Mike Hansen og Carsten Frederiksen, der har meldt afbud. Nye islæt er Anders Nielsen, Mathias Rasmussen og U 19-duoen Frederik Pind samt Jens Janum Riis.

Serie 3-truppen mod Aars IK (2), spillerne nævnt i tilfældig rækkefølge: Michael Nielsen, Andreas Lahn Jakobsen, Michael Andersen, Rasmus Carøe Eriksen, Jesper Gustavsen, Jimmi Thomsen, Niclas Plougmann ( U 19), Mike Long, Tommy Thrysøe Madsen, Anders Nielsen, Frederik Pind (U 19), Jens Janum Riis (U 19) og Mathias Rasmussen. 14. mand udtages af Tuncay Demirel.

Brugen af U 19-spillere på Serie 3-holdet betyder også, at der ikke rokkes alt for meget ved Kim Lyngbergs mandskab i Serie 4, der skal op imod Øster Hornum IF på udebane denne lørdag med kampstart kl. 12.00.
SIF-holdet kæmper en hård kamp for at komme over nedrykningsstregen og redde livet i rækken - placeringen som tredjesidst kan være vejen til redning, idet de 12 bedste 6'ere i Serie 4 forbliver i Serie 4, mens de 24 dårligste 6'ere følger 7'erne og 8'erne ned i Serie 5.

- Øster Hornum er spillemæssigt det bedste hold, vi har mødt i første halvdel af efterårets kampe, så vi skal virkelig op på tæerne og fungere som et sammentømret hold, hvis vi skal have point med hjem. Vi kunne - set i bakspejlet - godt have haft fem-seks point mere på kontoen end de fem, vi har efter de første syv kampe, men vi kæmper videre, siger Kim Lyngberg.
Den omvendte kamp i Støvring mod Øster Hornum IF endte 1-1.

Serie 4-truppen mod Øster Hornum IF, spillerne nævnt i vilkårlig rækkefølge: Victor Bartholomæussen, Tobias Carøe Eriksen, Patrick Marquartsen, Kasper Møller Moes (U 19), Stefan Berg, Mark Bloch Jensen, Christian Grønhøj, Frederik Lykke, David Guldborg, Patrick Öster, Simon Kibsgaard, Nikolaj Bøgh og Nicolai Pugholm Mouritsen (U 19). 14. mand udtages af Kim Lyngberg.

 

LÆS OGSÅ OM SERIE 6-HOLDETS AKTUELLE FØRSTEPLADS HER:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/rytter-og-tilles-tropper-topper/

  • Samtlige hjemmekampe i SIF-lejren lørdag 23/9:
  • 10.00: U 13-piger Liga 1 - AaB (8:8).
  • 10.00: U 10-drenge B - Aars IK (1) (5:5).
  • 10.00: U 10-drenge C - Ranum-Overlade Vest (5:5).
  • 10.40: U 10-drenge C - Sønderup/Suldrup IK Frem (5:5)
  • 11.00: U 14-drenge Liga 2 - Thisted FC.
  • 11.20: U 10-drenge B - Arden IF (5:5).
  • 12.00: Jyllandsserien - Løgstør IF.
  • 12.00: U 14-piger Liga 3 - VH08 Mariagerfjord.
  • 14.00: Serie 3 - Aars IK (2).
  • 14.00: Serie 6 - Sørup IF. (SIF v.u.k. da Sørup IK ikke kan stille hold)
Luk