Menu

JS tilbage i Top 4 med flot 5-1-sejr

image Jubel i SIF-lejren efter en af de fem scoringer i hjemmekampen mod Løgstør IF. 5-1 blev det til. Foto: Rasmus Gissel
Af Jørn Eriksen
24. september 2017 kl. 00:03
Både Mads Harbo og Thomas Nielsen scorede to gange, da førsteholdet i Jyllandsserien slog Løgstør IF 5-1 hjemme i Støvring lørdag 23/9. Anfører Nicolaj Hvilsom scorede til 5-0. Opdateret med kommentarer fra JS-assistenttræner Rasmus Hasselriis søndag kl. 10.15 - læs mere her...

SIF-flagskibet i Jyllandsserien hentede lørdag 23/9 en uhyre vigtig hjemmesejr, da bundholdet Løgstør IF gæstede Støvring Stadion i et opgør, hvor tre point ville veje rigtig tungt på vægtskålen i SIF-mandskabets bestræbelser på at slutte blandt de fire bedste, der i den sidste ende sikrer sig adgangskort til forårets Jyllandsserie 1.

5-1 i SIF-favør blev slutcifrene på en dag, hvor Nørresundby FB cementerede deres førsteplads med en 6-1-sejr over Gug Boldklub, og det betyder, at SIF kom á point med Gug og fik styrket mulighederne for at indløse billet til Top 4 efter efterårets 14 spillerunder.

- Vigtigst af alt fik vi nærmest sikret os mod eventuel nedrykning. Nu har vi 10 point ned til 7. pladsen og 11 point ned til 8. pladsen, og de to kommende kampe hjemme mod Brønderslev IF og udekampen mod Gug Boldklub bliver uhyre vigtige i perspektivet m.h.t at slutte i Top 4, siger Rasmus Hasselriis, spillende JS-assistenttræner.

Afbud til Løgstør-kampen fra midtstopperen Lasse Pilgaard og angriberen Kasper Bøgh betød, at Rasmus Hasselriis var midtstopper sammen med Lars-Bo Hansen i en 4-4-2-opstilling med Mads Harbo og Nicolaj Hvilsom som angribere.

Inden pausen bragte Mads Harbo SIF på sejrskurs takket være en forrygende solopræstation efter cirka 25-30 minutters spil.

- Han kørte fremragende igennem ude i den ene side, kom til baglinjen, snød et par modspillere og lagde bolden ind ved fjerneste stolpe. Og så gik det ellers stærkt inden pausen. Thomas Nielsen scorede til 2-0 direkte på frispark, i øvrigt den anden frisparksscoring i de to seneste kampe, og Mads Harbo øgede til 3-0 inden slutfløjtet på de første 45 minutter, forklarer Rasmus Hasselriis.

SIF-startopstillingen, 4-4-2: Mikkel Blad Krogh - Andreas Tarp, Rasmus Hasselriis, Lars-Bo Hansen og Christoffer Olesen - Thomas Nielsen, Zacharias Krunderup, Nicklas Aagaard og Nikolaj Thorhauge Jacobsen - Mads Harbo og Nicolaj Hvilsom.
Bænken denne gang: Alexander Thorup, Mads Dahl og Stefan Pilgaard.

Alle 14 kom i aktion. De to sidstnævnte kom ind i slutfasen.

I anden halvleg kom SIF også foran 4-0 og 5-0, inden gæsterne fik en trøstscoring i slutfasen. Thomas Nielsen scorede til 4-0 på en assist fra Andreas Tarp, og anfører Nicolaj Hvilsom rundede SIF-målfesten af med en fuldtræffer til 5-0. Hvilsom var angriber i hele kampen med undtagelse af 10 minutter p.g.a et gult kort til højrebacken Andreas Tarp.

- Vi gik lidt ned i kadence efter pausen, hvor Løgstør IF i store perioder faktisk spillede bedst. I begyndelsen af anden halvleg spillede vi en kort periode 11 mod 9 p.g.a to gule kort til Løgstør - et lige før og et lige efter pausen. Selvom vi ikke spillede så godt som i første halvleg, kom vi alligevel foran 5-0, men Løgstør viste god moral i den fase af kampen og fik reduceret til 5-1 i slutfasen, hvor vi sløsede lidt i en enkelt situation. Hele SIF-holdet spillede en fin kamp, men Mads Harbo og Thomas Nielsen må og skal fremhæves for deres offensive kvaliteter, og de lavede begge to mål, understreger Rasmus Hasselriis, der selv kom til et pusterum til sidst, da han mærkede lidt til den forstrækning, der tidligere har drillet i det ene baglår.

SIF-midtbanespilleren Nicklas Aagaard - egentlig stadig U 19-spiller - fyldte 18 år på kampdagen, og det blev også fejret efter slutfløjtet.

Lørdagen bød også på en 3-0-sejr til Skjold Sæby hjemme over Aalborg Freja i et opgør blandt to af de hold, der ventes at slutte i Top 4.

Det giver følgende aktuel stilling i JS-puljen, hvor Top 4 kommer med i JS 1, nr 5 og 6 samt de to bedste 7'ere kommer med i forårets Jyllandsserie 2, mens de to dårligste 7'ere rykker ned i Serie 1 i lighed med 8'erne:

1. Nørresundby FB - 8 kampe - 20 point.
2. Skjold Sæby - 8 kampe - 17 point.
3. Aalborg Freja - 7 kampe - 12 point.
4. Støvring IF - 8 kampe - 12 point.
5. Gug Boldklub - 8 kampe - 12 point.
6. Hjørring IF - 8 kampe - 9 point.
7. Brønderslev IF - 8 kampe - 2 point.
8. Løgstør IF - 7 kampe - 1 point.

Rundens resultater i JS-puljen:
BI-HI 1-3.
SIF-Løgstør IF 5-1.
Gug - Nørresundby FB 1-6.
Skjold Sæby - Aalborg Freja 3-0.


Næste opgave for SIF-mandskabet er en hjemmekamp mod Brønderslev IF søndag 1/10 kl. 12.00.

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/js-tabte-terraen-med-nederlag-i-saeby/

Luk