Menu

Nederlag til Serie 4 - sejr til Serie 6

image Mathias Tille Kristensen (t.v.) og Christian Rytter Nielsen er trådt til som trænere for Serie 6-holdet, der lagde fra land med en 9-2-sejr på udebane over Sørup IF. Foto: Rasmus Gissel
Af Jørn Eriksen
22. august 2017 kl. 11:54
Tredjeholdet hos herresenior, Serie 4, måtte forleden se gæsterne fra Vindblæs Boldklub snuppe en 2-0-sejr. Fjerdeholdet i Serie 6 tog en 9-2-sejr i deres efterårspremiere på udebane mod Sørup IF mandag 21/8, så den nye træner-duo Christian Rytter og Mathias Tille Kristensen kom godt fra land - læs mere her...

- Den korte version er, at vi var for uskarpe, og så mangler for mange spillere noget konditionsmæssigt. Vi stod faktisk efterfølgende med en følelse af, at det hold kunne vi godt have besejret, hvis vi lige havde lidt mere luft i lungerne og havde været lidt skarpere foran mål, siger Tuncay Demirel, der var vikar som SIF-træner i Serie 4-kampen hjemme mod Vindblæs Boldklub.

Gæsterne hentede dermed den tredje sejr på stribe i deres hidtil tre kampe, mens SIF-holdet blot er noteret for én kamp, idet premieren ude mod Løgstør IF blev afbrudt efter en halv time af første halvleg p.g.a lyn og torden.

Vindblæs Boldklub kom foran relativt hurtigt i kampen, men kort efter fik SIF en gylden mulighed for at udligne.
- Tobias Carøe Eriksen spillede Lasse Poulsen fri på en dybdebold, så Lasse kom alene igennem med keeperen, men Lasse sendte desværre bolden forbi mål. For mange af SIF-spillerne løb for hurtigt tør for luft inden pausen. Spillemæssigt var vi såmænd bedre end gæsterne, men der skal bruges noget mere tid på træningsbanen for at få konditionen forbedret, pointerer Tuncay Demirel.

Med et kvarter igen af kampen fik SIF endnu en god mulighed for at udligne til 1-1. U 19-spilleren Niclas Plougmann sendte bolden på overliggeren. Bolden hoppede ned, og en uheldig Stefan Berg fik på noget nær uforklarlig vis headet bolden over et tomt mål fra en position i det lille felt.
I stedet slog Vindblæs Boldklub sejren fast i de døende minutter, da SIF satsede med flere spillere fremme på banen i jagt på en udligning.
Ved 0-1 havde Alexander Thorup også en mulighed for at udligne, men han fik ikke afsluttet resolut nok og fik viklet sig ud i nogle driblinger.

SIF-startopstillingen 4-1-4-1: Mikkel Blad Krogh - Stefan Berg, Mark Bloch, Patrick Marquartsen og No Lian Bawi Thung - Tommy Thrysøe - Frederik Lykke, Kristian Grønhøj, Tobias Carøe Eriksen og Lasse Poulsen - Niclas Plougmann.
Bænken: Alexander Thorup (kunne først være der et stykke ind i første halvleg, red.), Frederik Pind (U 19) og Andreas Hansen (U 19). Alle 14 kom i aktion i kampen.

Serie 4 spiller igen på lørdag på udebane mod Farsø-Ullits IK med kampstart kl. 15.00.

Fjerdeholdet i Serie 6 havde efterårspremiere mandag aften 21/8 på udebane mod Sørup IF med ny SIF-trænerduo i skikkelse af Christian Rytter og Mathias Tille Kristensen som taktiske strateger.

Her kan du se Christian Rytters opsamling på Serie 6-premieren:
Så startede sæsonen for Serie 6. Det blev til en flot 9-2 sejr over Sørup.
Nogle af højdepunkterne: Kampen gik som forventet med et Støvring-hold, der styrtede spillet fra start til slut . Efter cirka 15 minutters spil sørgede jeg selv for 1-0 føringen på et fremragende frisparksmål, som Tuncay Demirel ellers ikke mente, han havde set nogen spillere gøre i hans fem år i klubben . Mon ikke der kommer flere af den slags i sæsonen.
Efter cirka 30 minutters spil lavede "taktiske snille Tille", som han selv kalder sig sin første indskiftning og satte Michael Rugren Andersen på banen. Det blev til tre kasser fra Rugren og en særdeles fremragende kamp fra hans side.
René Rene Christensen, man of the match med 7 stemmer og to kasser, spillede også en fremragende kamp - flot, flot kamp af alle mand. Vi glæder os til lørdag, hvor Skørping besøger os på Støvring Stadion.

Serie 6-truppen i premieren: Bo Abrahamsen, Christian Rytter Nielsen, Gustav Midtgaard, Jeppe Sørensen, Malthe Bruun Munch, Marcus S. Pedersen, Mathias Tille Kristensen, Mathias Rasmussen, Michael Andersen, Michael Rugren Andersen, Morten Juul, Nicolai Mouritsen, René Christensen og Simon Kibsgaard.

Luk