Menu

Ny cheftræner har fokus på helheden

image Rasmus Hasselriis (t.v.) og cheftræner Kim Nielsen (t.h.) - i midten SIF-sportschef Rasmus Gissel. Arkivfoto
Af Jørn Eriksen
06. januar 2017 kl. 11:24
Kim Nielsen, cheftræner for herresenior pr. 1/1 2017 og to år frem, er typen, der gerne ville bygge broer afdelingerne imellem og se klubben - SIF Fodbold - som en helhed. Der er standerhejsning for U 18 til herresenior lørdag 14/1 kl. 13.00 - læs mere her...

- Overordnet set, så glæder jeg mig vildt til at komme i gang i SIF Fodbold. Som træner er jeg den type, der ikke kun har fokus på lige akkurat det hold, jeg selv er cheftræner for. Jeg går meget op i helheden i klubben, og SIF Fodbold er en enormt spændende klub med rigtig mange gode spillere i seniorafdelingen, og samtidig har klubben en virkelig stærk ungdomsafdeling, så det ser rigtig godt ud - også på den lange bane, siger Kim Nielsen, ny cheftræner i herreseniorafdelingen pr. 1. januar 2017 og foreløbig to år frem.

Han kender selv SIF Fodbolds andetholdstræner Tuncay Demirell fra fælles fodboldfortid som aktiv, og SIF-spillerne på JS-mandskabet har han kendskab til takket være de indbyrdes kampe mellem SIF og Brønderslev IF (BI) i den periode, hvor Kim Nielsen og Rasmus Hasselriis (også assistenttræner i SIF Fodbold nu, red.) var trænerduo i BI.

Link til tidligere indlæg om den nye trænerduo i SIF Fodbold her:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/ny-traenerduo-til-js-paa-plads/

 

- Jeg er oprigtig glad for, at jeg har fået ansvaret for JS-holdet i SIF Fodbold. Jeg er også sikker på, at vi får et rigtig godt samarbejde med Tuncay Demirell og Serie 4-holdet samt U 19-drenge, og jeg opfordrer så mange som muligt til at komme ud af startblokken og være med fra start, når der er standerhejsning lørdag 14/1 kl. 13.00. Herefter træner herresenior tirsdag og torsdag kl. 19.00 til 21.00. Vi mener, to gange ugentlig træning á to timer passer fint, men så er vi også på med fuld koncentration hver gang i to timer, fortsætter Kim Nielsen.

I foråret 2017 har herresenior hold med i JS 2, Serie 4 og Serie 5 plus Oldboys. For førsteholdets vedkommende gælder det om at indløse billet til efterårets Jyllandsserie og undgå nedrykning til efterårets Serie 1 - I Jyllandsserien 1 i foråret 2017 spilles der om oprykning til Danmarksserien. Andetholdet tog elevatoren ned fra Serie 3 til Serie 4 i efteråret 2016, og her må målsætningen være at komme op i Serie 3 igen hurtigst muligt, så der ikke er så stor afstand rækkemæssigt mellem 1. og 2-holdet i SIF Fodbold. Tredjeholdet i Serie 5 bør, hvis det gribes fornuftigt an, kunne blande sig i topstriden om en plads i Serie 4.

- Vi flyttede som familie fra Vester Hassing til Dall Villaby i fjor, så også på den måde passer skiftet til SIF Fodbold mig fint, understreger Kim Nielsen, der senest var i Gug Boldklub - igen med Rasmus Hasselriis som assistenttræner.
- Vi skal meget gerne skabe et rigtig godt træningsmiljø, hvor vi båder skaber udvikling og holder fast i det gode humør. Unge mennesker har så mange tilbud at forholde sig til nu om dage, at man skal være skarp og præcis det, man præsenterer dem for. Hvis kødet på tallerkenen ikke ser godt nok ud, så vælger de noget andet, og det skal vi forholde os til hele tiden.

- Jeg håber og tror på, at vi kan blive rigtig mange til seniortræningen i SIF Fodbold, og samtidig vil jeg gerne bygge broer mellem senior- og ungdomsafdelingen, så vi på sigt får en velfungerende model for, hvordan man indsluser U 19-spillere til tiden som seniorspillere. Som trænertype er jeg ikke den, der kigger på spillernes dåbsattester. Jeg kigger primært på, hvad spillerne kan og vil på en fodboldbane. I BI havde vi held med at få en model omkring senior/U 19 til at fungere fint, så unge spillere hurtigt blev integreret i seniorafdelingen, og det samme vil jeg meget gerne have til at fungere i Støvring IF Fodbold, hvor en rigtig spændende ungdomsafdeling med masser af dygtige spillere lover godt for fremtiden, pointerer Kim Nielsen.

Efter standerhejsningen 14. januar kl. 13.00 er der som nævnt træning hos herresenior tirsdag og torsdag kl. 19.00-21.00.
- I de første uger deler vi ikke spillerne op. I stedet cirkulerer spillerne rundt til tre stationer, hvor enten jeg, Rasmus Hasselriss eller Tuncay Demirell styrer løjerne. Alle får med andre ord mulighed for at vise sig lidt frem, inden vi deler op i trupper på et tidspunkt i februar. En intern træningskamp er på menuen søndag 22/1, og 28/1 kommer et JS-hold fra Vildbjerg SF en tur til Støvring, og i den kamp vil jeg bruge så mange spillere som muligt uden, at det hele går op i hat og briller. Når vi får lavet en mere formel opdeling i trupper, vil vi - når turneringskampene nærmer sig - træne holdvis den sidste time hver torsdag. De 14, der skal på JS, træner med mig og Rasmus Hasselriss, de 14, der skal med Serie 4, træner med Tuncay Demirell, og så har Kim Lyngberg sagt god for, at han vil stå for træningen af de spillere, der skal med Serie 5, på disse torsdage. Der er med andre ord ingen spillere, der med mig som cheftræner, kommer til at så i hjørne af banen og lave indersideafleveringer. Alle spillere fra JS til Serie 5 skal have god og fornuftig træning, understreger Kim Nielsen.

Han lægger også op til åbenmed og samarbejde trænerne imellem.
- Selv om jeg er JS-cheftræner, så er der med garanti andre trænere, der ved mere end mig på nogle områder og omvendt. Det skal vi udnytte ved at vidensdele og være åbne overfor hinanden. Vi går en spændende tid i møde i SIF Fodbold, slutter Kim Nielsen, der trænermæssigt har UEFA A-Licens.
Det er Europas næsthøjeste trænerlicens. I sin aktive karriere spillede Kim på DS/2. divisionsniveau for Jetsmark IF og Nørresundby Boldklub.

Læs også den tidligere JS-cheftræner Allan Christensens opsamling og tak for seks gode år i klubben her:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/tak-for-seks-aar-seks-gode-aar/

Luk