Menu

Så gælder det premieren for Serie 4

image Kim Lyngberg førte i foråret tredjeholdet op fra Serie 5 til Serie 4. Tirsdag aften 15/8 gælder det efterårspremieren på udebane mod Løgstør IF. Arkivfoto
Af Jørn Eriksen
14. august 2017 kl. 12:43
Serie 4-træner Kim Lyngbergs mandskab tager tirsdag 15/8 kl. 19.00 hul på efterårets kampe på udebane mod en af oprykningsfavoritterne, Løgstør IF. SIF-mandskabet er nyoprykker, og i første omgang går målsætningen på at fastholde pladsen i rækken - læs mere her..

- Vi får en vanskelig premiere, men vi spiller selvsagt vores chance. Vi skal møde Løgstør IF's andethold, der var i pulje med vores nuværende Serie 3-hold i foråret, og Løgstør IF lagde fra land med en 2-1-sejr over Sønderup-Suldrup IK Frem i Suldrup, siger Kim Lyngberg.
- På papiret stiller vi med et godt hold. Så må vi se, om vi står kampen igennem konditionsmæssigt, fortsætter han.

SIF-truppen til premieren i Løgstør, spillerne nævnt i vilkårlig rækkefølge: Anders Jensen, Stefan Berg, Mark Bloch, Tobias Carøe Eriksen, No Lian Bawi Thung, Jesper Gustavsen, David Guldborg, Christian Grønhøj, Frederik Lykke, Lasse Poulsen, Patrick Marquartsen, Jacob Lundbye, Patrick Öster og Victor Bartholomæussen.

- Vi skal lige have spillercertifikaterne på plads for både Patrick Öster og Jacob Lundbye, der er vendt retur fra henholdsvis Astrup IF og Sørup IF. Endelig døjer Victor Bartholomæussen lidt med en mindre skade. Hvis vi ikke når at få spillercertifikaterne på de to på plads, finder vi en anden løsning, siger Kim Lyngberg.

Han kan glæde sig over, at trioen David Guldborg, Patrick Marquartsen og Lasse Poulsen (alle årgang 1997, red.) har fundet støvlerne frem igen. Førstnævnte har aftjent sin værnepligt, Patrick Marquartsen har gennem en lang periode været plaget af et springerknæ, og Lasse Poulsen har holdt pause fra fodbold.

- Jeg har sagt til spillerne, at første delmål er at hente 15 point i de rigtige kampe. Jeg tror, 15 point er nok til at undgå nedrykning. Dermed ikke være sagt, at vi ikke gerne vil mere end det, men skulle det kunne være til mere, så tager vi den derfra - hellere end gerne, understreger Kim Lyngberg.

Både andet- og tredjeholdet hos herresenior i SIF-lejren rykkede op i foråret 2017, så man i efteråret 17 har hold med Jyllandsserien, Serie 3, Serie 4 og Serie 6 - samt U 19 med i U 19-Kvalifikationsrækken.

- Vi skal nok hente 15 point, hvis ellers spillerne vil møde op til træning. Det er den afgørende del for succes, hvis vi skal nå i mål. Jo flere vi er til træning, jo sjovere bliver træningen også, pointerer Kim Lyngberg.

Der blev spillet tre kampe i Serie 4-puljen i den forgangne weekend:
Hornum IF - Vindblæs B. 0-1
Sønderup-Suldrup IK Frem - Løgstør IF 1-2
Nibe B - Farsø/Ullits IK 1-0.

Tirsdag 15/8 er der følgende tre kampe på menuen i Serie 4-puljen:
Vindblæs B - Sønderup-Suldrup IK Frem, Øster Hornum IF - Nibe B og Løgstør IF - Støvring IF.

Luk