Menu

Serie 3 måtte nøjes med 1-1

image Tuncay Demirell styrede SIF-tropperne sammen med Serie 3-træner Jan Krølle Nielsen, og SIF-mandskabet havde fortjent alle tre point.
Af Jørn Eriksen
25. september 2016 kl. 19:51
Serie 3-mandskabet var spillemæssigt klart bedst i lokalderbyet på udebane mod Sønderup-Suldrup IK Frem, men SIF måtte nøjes med 1-1 søndag eftermiddag 25/9. Med det resultat er Serie 3-holdet stadig under nedrykningsstregen inden efterårets fem sidste spillerunder. Læs mere her...

Serie 3 var klart mest på bolden og viste bedst spil, da det søndag 25/9 gjaldt lokalderbyet i Suldrup mod Sønderup-Suldrup IK Frem, men det endte med en 1-1-løsning, som betyder, at SIF-mandskabet fortsat indtager den 7. plads, der ligesom 8. pladsen er lig degradering til Serie 4 i den sidste ende.
SIF-tropperne kunne med en sejr i Suldrup være kommet á point med Valsgård IF 83 og skubbet dem væk fra sjettepladsen takket være en sejr i det første indbyrdes opgør, men nu halter SIF altså to point efter Valsgård IF 83 inden efterårets fem sidste spillerunder.

I søndagens opgør scorede Sønderup-Suldrup IK Frem på noget nær deres eneste klare målchance i kampen, og det skete cirka midtvejs i første halvleg. Bolden blev erobret midt på SIF's banehalvdel, en hurtig bold til baglinjen og indlæg - 1-0.
SIF spillede ellers pæn fodbold med god attitude og fin vilje bag tingene i de første 45 minutter, og Jimmi Thomsen var tæt på at udligne til 1-1 allerede før pausen, da han kom til et skud, men bolden blev desværre ikke yderlig nok, så hjemmeholdets keeper fik reddet.

SIF-startopstillingen, 4-1-4-1: Mikkel Blad Krogh - Rasmus Carøe Eriksen, Carsten Frederiksen, Kasper Mikkelsen og Martin Thinggaard - Jesper Gustavsen - Mike Long, Kasper Bøgh, Jimmi Thomsen og Mathias Rasmussen - Mads Dahl. Bænken: Mads Worsøe, Stefan Berg og Søren Bjerregaard.

Allerede knap midtvejs i første halvleg kom Mads Worsøe på banen som venstre back - ud gik Martin Thinggaard.
Billedet var det samme i anden halvleg. SIF dominerede spillemæssigt, og i det 57. minut kom udligningen til 1-1. Kasper Bøgh lagde bolden godt af, så Mads Dahl kunne sparke den fladt i nettet.
Kort forinden var Stefan Berg kommet på banen. Ud gik Jimmi Thomsen. Stefan Berg blev ny venstre back - Worsøe kom op på midtbanen. Alle 14 kom i øvrigt i aktion - Søren Bjerregaard var midtbanespiller i størstedelen af anden halvleg.

I slutfasen kom Mathias Rasmussen og Jimmi Thomsen på banen igen - ud gik Kasper Bøgh og Mike Long. Trods gode SIF-intentioner om at få sat en afgørende scoring ind til 1-2, så endte det hele 1-1.

 

Luk