Serie 4 slog U 19-drengene 4-2
Lørdag 11/2 sad herresenior og U 19-drengene på det meste af sendefladen p.g.a en træningssamling for herresenior og to testkampe på kunstgræsbanen i Støvring, og andetholdet hos herresenior, Serie 4, mødte U 19-drengenes førstehold med kickoff kl. 16.00 i temperaturer, der mest passede til løbevillige slædehunde.
Og Serie 4-tropperne vandt håneretten det næste stykke tid.
4-2 sejrede Tuncay Demirells mandskab bl.a takket være to scoringer i slutfasen, så 2-2 blev vekslet til 4-2 i et opgør, hvor begge hold skiftede flittigt ud, så alle hidkaldte spillere kunne komme i aktion uden at få forfrysninger på sidelinjen.
- Jeg synes faktisk, det var en givtig træningskamp, som vi måske vi fik mest ud af. Vi var heldige med at ikke komme bagud med et par mål i kampens indledning, hvor målmand Mikkel Blad Krogh reddede os flere gange, men efter 20 minutter ændrede billedet sig lidt til vores fordel, siger Tuncay Demirell, Serie 4-træner (foto herover)
Han fik prøvet flere spillere af på flere positioner mod en god modstander, der dog sluttede kampen lidt skidt af.
Rasmus Numan, cheftræner for U 19-drengene (foto herunder), var på den konto heller ikke tilfreds - ikke så meget over slutcifrene som over indstillingen hos en del af spillerne.
- Vi stod ikke godt nok sammen som et hold, da tingene ikke lige fungerede efter planen, og det skal vi arbejde på at gøre bedre - en hel del bedre. Vi kunne ganske rigtigt have ført med et par mål efter de første 20 minutter, men vi var ikke skarpe nok i afslutningerne, og så var der flere tilfælde, hvor man med fordel kunne have spillet en medspiller helt fri fremfor at ville afslutte selv, siger Rasmus Numan.
De to hold pusler med planer om endnu en indbyrdes testkamp inden forårspremieren.
JS-mandskabet mødte tidligere på lørdagen NUBI fra Serie 2 på kunstgræsbanen i Støvring i forbindelse med træningssamlingen - læs indlæg om dette andetsteds her på hjemmesiden.