Menu

Taktikkens triumf for JS2 i Skive

image Mads Harbo - nr. to fra venstre - satte begge scoringer ind, da JS2 slog Skive IK 2-1 på udebane. Arkivfoto
Af Jørn Eriksen
25. maj 2017 kl. 21:23
Skive IK havde bolden klart mest med en ung teknisk dygtig besætning, men SIF-mandskabet i JS2 vandt Kr. Himmelfartsdag 2-1 i Skive med en udgangsformation, SIF-cheftræner Kim Nielsen kalder 3-6-1. Med den sejr bejler SIF for alvor til en absolut topplacering i puljen - læs mere her...

3-6-1 eller 5-4-1, kært barn har mange navne, men det virkede.
Jyllandsserie 2-mandskabet besejrede Skive IK 2-1 Kr. Himmelfartsdag i Skive takket være en kompakt defensiv, hvor der blev knoklet af alle mand for at sikre, at man nu kan se tilbage på ni kampe i streg uden nederlag.

- Skive IK stillede - ligesom i vores 2-1-sejr mod dem i Støvring - med et ungt hold med teknisk dygtige spillere, men vi spillede i mine øjne en taktisk perfekt kamp, hvor vi bevidst stod kompakt defensivt, når de havde bolden for så at veksle om til en lidt mere offensiv udgave, når vi selv var på bolden - hvilket vi sjældent var især i første halvleg, siger Kim Nielsen, SIF-cheftræner.

SIF spillede kampen igennem med tre midterforsvarere, og om så opstillingen skal hedde 3-6-1 eller 5-4-1, det er vist en smagssag - men det gav gevinst.

- Vi kom frem til to gode tilbud før pausen. Midt i første halvleg kombinerede Christoffer Olesen og Mads Harbo sig godt igennem i den ene side, og Harbo fandt godt Mathias Kielgast, men Skive-keeperen reddede. Vores andet nærgående forsøg inden pausen var et frisparksforsøg signeret Thomas Nielsen. Skive IK havde bolden uhyre meget uden dog at vælte sig i chancer, men lige før pausen svigtede det ellers påpasselige forsvar, og hjemmeholdet fik en friløber. Kasper Kæp klarede på mirakuløs vis i SIF-målet, en meget vigtig redning lige før pausen, fortsætter Kim Nielsen.
0-0 ved pausen.

SIF ville forsøge at bevare roen og undgå risikable pasninger i og fra egen zone, men 10 minutter efter pausen gik det galt.

- Lasse Pilgaard kom til at se ret så uheldig ud i sin omgang med bolden. Han spillede bolden ind over midten, hvor en Skive-spiller slap igennem alene med keeper Kasper Kæp, og der blev dømt straffespark. 1-0 til Skive, forklarer Kim Nielsen.

SIF-startopstillingen i Skive, 3-6-1 eller 5-4-1 efter temperament: Kasper Kæp Markussen - Lasse Pilgaard, Rasmus Hasselriis og Lars Bo Hansen - Nicolaj Hvilsom, Mads Harbo, Anders Nielsen, Zacharias Krunderup (U 19), Thomas Nielsen og Christoffer Olesen - Mathias Kielgast. På bænken: Alexander Thorup, Mads Borup Steen (U 19) og Nicklas Aagaard (U 19).

- Vi rokerede lidt rundt efter scoringen til 1-0. Mathias Kielgast kom ud, og Mads Harbo kom op som angriber. Mads Borup kom ind på venstrekanten. I det 60. minut kom Harbo en mod en mod et Skive-hold, der primært tænkte offensivt, og Harbo satte flot bolden i nettet, siger Kim Nielsen.
Cirka 8-10 minutter senere signalerede en hårdt arbejende Thomas Nielsen, han gerne ville ud, men han nåede lige at lave en assist til Mads Harbos scoring til 2-1 for SIF.

- Vi var under pres det sidste kvarter. Anders Nielsen kom ud, da han døjede med sit baglår, og Lasse Pilgaard kom op på midtbanen. Hvilsom trådte til som tredje midtstopper, og Alexander Thorup kom ind som back. Samtidig erstattede Nicklas Aagaard også Thomas Nielsen. Herefter kom Mads Borup faktisk frem til to gode muligheder for at score til 3-1. Først fik han sendt bolden lige forbi stolpen - Aagaard stod for assisten, og dernæst fik han sendt bolden over mål på den anden chance, men stærkt, at Borup kom frem til chancerne mod så stærk en modstander. Til sidst kom Harbo ud - og Kielgast ind igen. I slutfasen fik Kielgast en friløber men blev fældet bagfra - det kostede Skive-spilleren et direkte rødt kort, og det hele endte 2-1 til os, lyder det fra Kim Nielsen.

Han roser hele holdet for en disciplineret indsats men fremhæver duoen Mads Harbo og Zacharias Krunderup.

- Det er sjældent, at jeg har set en U 19-spiller levere så god en indsats, som Zacharias gjorde i den her kamp på den centrale defensive midtbane og så mod så stærk en modstander. Nu fik vi gjort opløbet om førstepladsen i puljen endnu tættere, og vi glæder os allerede til den næste kamp. En topkamp hjemme mod førerholdet fra Herning Fremad onsdag 31. maj med kickoff kl. 19.30, slutter Kim Nielsen.

Luk