1-1 og point på god anden halvleg
Onsdag 28. marts 2018, turneringskamp, U 15 Liga 2-drenge:
Støvring IF - Aalborg KFUM 1-1 (0-1)
Støvring IF opstilling:
Oliver Søby - Hessel Oosterhof, Albert Skouboe, Cornelius Christensen, Sylvester Jensen - Peter Harboe, Ulrik Kjærgaard, Lasse Andersen, Magnus Dyrholm - Frederik Bargmann, Frederik Bak.
Scoringer:
0-1 Aalborg KFUM 15. minut.
1-1 Frederik Bargmann 50. minut.
Udskiftninger:
Mads Rugren for Peter Harboe 36. minut.
Julius Møller for Frederik Bak 36. minut.
Marius Christensen for Cornelius Christensen 36. minut.
Peter Harboe for Magnus Dyrholm 60. minut.
Ovenpå weekendens sejr over Jetsmark skulle U 15 Lliga 2-drenge forsøge at følge op på det flotte resultat mod Aalborg KFUM mod hvem, man sejrede i årets første træningskamp efter en intens og lige kamp.
Det blev det også denne gang.
KFUM startede med vinden i ryggen og udnyttede denne fordel til at starte bedst. Kun i få sekvenser fik SIF lagt det nødvendige pres på boldholderen til, at hele holdet kunne komme frem ad banen. Det betød, at det meste af første halvleg foregik på SIF´s banehalvdel, og selvom SIF-drengene lagde masser af energi i indsatsen, blev presset ikke sammenhængende nok, og derfor kom der for ofte til at mangle en kvart eller en halv meter til modstanderne.
Det udnyttede KFUM dygtigt til at få lagt godt tryk mod SIF-målet, og stillingen 0-1 ved pausen var SIF bedst tjent med.
Godt nok havde SIF et par sporadiske opløb mod KFUM målet, men det blev aldrig noget, der for alvor blev farligt.
SIF fik glæde af medvinden i anden halvleg og valgte bevidst at lægge en del bolde ned bag KFUM-bagkæden for at kunne holde spillet langt fra eget mål. Derudover kan det jo i sagens natur altid give nogle pludselig opståede tilfældigheder, og netop en sådan udnyttede Frederik Bargmann efter et kvarter af anden halvleg til at udligne til 1-1.
I den fase af kampen havde SIF rigtig godt fat og havde en del "lige-ved-og-næsten"-muligheder, som aldrig blev omsat til reelle chancer.
Det holdmæssige pres lå i de fleste tilfælde langt bedre end i første halveg, og når det ikke gjorde, viste KFUM kvaliteterne og spillede sig dygtigt udenom til gode chancer. Ved to lejligheder i slutfasen skal SIF sige pænt tak for, at man ikke måtte indkassere en scoring.
Samlet leverede SIF dog en anden halvleg, der var langt bedre end første halvleg, men SIF skal ikke desto mindre være godt tilfreds med det ene point.
Dermed endnu en tæt kamp for SIF mod en modstander, der i to af de forgangne tre halvsæsoner er blevet nr. to i Liga 2.
På den baggrund er fire point i de første tre kampe faktisk en flot præstation af SIF´erne, der indtil videre har vist en flot portion mandsmod i de udfordringer, der er blevet stillet i en pulje, der på forhånd tegner som både tæt og vanskelig, idet der er mange dygtige hold - heriblandt SIF.
LÆS OGSÅ:
http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/god-skalp-til-u-15-liga-2-drenge/