Menu

10 sejre i træk og klar til JM-kamp

image U 15-piger Mesterrække sluttede af med at slå Randers Freja 3-0 i sidste spillerunde og tog den 10. sejr på stribe, inden det gælder kampe om JM. Arkivfoto
Af René Qvist
19. juni 2016 kl. 20:40
Sidste runde i U 15-piger Mesterrækken var på udebane mod Randers Freja. Der var fire afbud til kampen, og det gav nye spillere muligheder i startopstillingen. Det beretter SIF-træner René Qvist mere om her....

Og de nye islæt greb chancen og spillede en flot kamp. U 15-pigerne i Mesterrækken tog den 10. sejr i streg.

Lørdag eftermiddag skulle vi spille sidste kamp i turneringen ude mod Randers Freja. Og da jeg kender deres trænere godt, var det ikke kun sejren men også retten til drillerier hen over sommeren, der var på spil.
Der var en strid modvind for SIF-pigerne i første halvleg, men alligevel startede de som lyn og torden. Allerede efter 2 minutter var vi farlige første gang, hvor et godt opspil fra Tanja Pedersen satte topscorer Julie Frank mod mål, men hendes afslutning tog desværre overliggeren.

Randers bed godt fra sig i første halvleg og kom frem til et par løse chancer, men ikke noget, der blev rigtigt farligt for Natasja Ludvigsen i målet.
Efter 10 minutter brød Signe Olesen et Randers-angreb, og med at par smarte driblinger fik hun sat tre modspillere af og kom til et godt skud fra kanten af feltet. Det skud røg desværre lige uden om den ene opstander.

Kort tid efter kom vi dog foran. Et godt opspil landede ved Tanja, som fra kanten af feltet sparkede den sikkert i kassen uden chance for målmanden.
Herefter vekslede kampen frem og tilbage på midtbanen. Vi måtte rokere lidt om på grund af et par småskader, og det gav lidt uro. Men heldigvis fandt pigerne rytmen igen, og de skadede blev klar efter lidt behandling med is.

I det 30. minut kom vi på 2-0. Maria Djurhuus og Julie Frank spillede bande hele vejen op gennem venstre side, og Julie fik afsluttet godt til 2-0.

I det sidste minut i første halvleg var det debutanten Fie Bols, der kom frem til en god chance. Hun blev spillet fri af Laura Thybo og rundede sin modspiller, og bolden strøg lige forbi den ene stolpe.

I pausen talte vi om, at vi skulle lægge tryk på Randers, da vi fik medvinden og dermed forhåbentligt et overtag. Og ganske rigtigt, vi sad på hele anden halvleg og holdt Randers fra chancer. De få gange, der var optræk til Randers-angreb, stod et stærkt spillende SIF-forsvar med anfører Majken Frost, Nadja Godsk og Sofie Skree Qvist perfekt.

I det 45. minut spillede vi bolden godt op, og den landede ved Maria på kanten. Hun slog den godt ind mod forreste stolpe, hvor Julie var meget tæt på at bringe os yderligere foran på en helflugter.
I det 55. minut var det Maria, der var tæt på. Efter et langt indkast fra Sofie Skree Qvist landede bolden i det lille felt, og Maria manglede lige en skolængde i at score.
Kort tid efter gentog vi det, denne gang var Maria hurtigere over indkastet, men stolpen stod desværre i vejen.

I det 65. minut slog Sofie en flot bold fra forsvaret hele vejen overmidtbane og forsvar hos Randers Freja. Tanja fik en friløber og gjorde alt rigtigt, men igen var det stolpen, der stod i vejen. Der skulle dog kun gå to minutter mere, før Sofie slog en ny bold i bagrummet. Laura Thybo nåede den lige før målmanden og sparkede den ind til 3-0. Et rigtigt energimål af Laura.

Det var en fortjent sejr, og med denne sejr var det også 10 sejre på stribe for U 15 piger Mesterrækkeholdet. De har så flot en målscore som 43-3. Og nu er pigerne klar til at skulle spille kampe om JM. Første kamp er hjemme mod Vodskov tirsdag 21 juni kl. 19.00
Vi håber, rigtig mange vil finde vej til Støvring Stadion den aften og bakke pigerne op, så vi kan få en sejr og komme et skridt nærmere en JM-finale.

Med sportslig hilsen
René Qvist, cheftræner for U 14-, U 15- og U 17-piger

Luk