187 spillere var med i Skolefodbold 2019
Høj sol men også nogle kolde vinde var med til at give de 187 spillere - 109 drenge og 78 piger - samt de mange forældre og øvrige familiemedlemmer ekstra farver i kinderne, da det gjaldt Skolefodbold 2019 søndag 31/3 på bane 2 ved klubhuset.
- Som helhed forløb stævnet fint uden større forsinkelser eller uheld, og vi havde høj sol men også et lidt køligt blæsevejr, som dagen skred frem. Deltagerantallet på 187 børn er vi rigtig godt tilfredse med. I år havde vi delt invitationer ud på papir, så hver skoleelev fik et stykke papir med hjem om det, der skulle foregå, og det virkede tilsyneladende, siger Ruth Andersen, stævneleder af Skolefodbold i SIF Fodbold.
Det var børn fra 0.-3. klasse, der tog del i løjerne denne søndag.
- Deltagerantallet på 187 var samtidig også rigtig flot, når man tager i betragtning, at SIF selv havde nogle af 3. klasse-drengene til Øens Cup på Fyn i den forgangne weekend, fortsætter Ruth Andersen.
I fjor - også for 0.-3. klasse-elever - deltog 119 spillere i Skolefodbold-stævnet, heraf 49 piger.
Inden søndagens mange kampe på bane 2 var klubhusinspektør Kim Lyngberg over grønsværen med klubbens gule plæneklipper, så græstæppet kunne tage sig pænt ud.
Der var medaljer til alle deltagere.
LÆS OGSÅ:
http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/skolefodbold-2019-sidste-frist-11-marts/