Menu

20-25 minutters godt spil rakte ikke

Af Jørn Eriksen
15. november 2015 kl. 12:05
U 17-drenge besøgte lørdag 14/11 Jetsmark IF i Vinterserien, og hjemmeholdet vandt 2-0 på deres kunstgræsbane i en rodet og uskøn affære. Læs mere her...

Der var ikke meget, der virkede efter intentionerne, da U 17-drenge i anden runde af den såkaldte Vinterserie mødte Jetsmark IF på deres kunstgræsbane i Pandrup lørdag eftermiddag 14/11 i blæst og slagregn.
Hjemmeholdet, der havde besejret Brønderslev IF 2-1 i deres første kamp i Vinterserien, kom foran 1-0 efter få minutters spil, da et alt for passivt SIF-forsvar lod en modspiller sno sig igennem på noget nær baglinjen, og få sekunder senere stod det 1-0.

Hos SIF var der et med spænding imødeset comeback til anfører Asger Bundgaard Nielsen, der pådrog sig et brud på det ene skinneben i en af efterårets første kampe i U 17 Vest, men han fik kort ind i kampen et spark lige ind på netop det sårbare skinneben og måtte lade sig udskifte.
Vi krydser fingre for, at der ikke er sket noget alvorligt med den evigt uheldige og fodboldsultne kaptajn, der ikke kom i aktion mere i dette opgør.

Ellers var første halvleg en forfærdelig opvisning i rodet og uskønt spil. Begge hold havde svært ved at få struktur på spillet.
SIF indkasserede gule kort i det 31. og 40. minut. Frederik Pind hev en modspiller i trøjen i en duel, og Mads Borup Steen brokkede sig til 10 minutters afkøling på bænken. Det gjorde selvsagt ikke betingelserne lettere for et famlende og skidt spillende SIF-hold.
I SIF-målet var Anders Dupont sit holds bedste spiller på dagen med flere gode redninger fordelt over hele kampen.

Det blev dog bedre spillemæssigt efter pausen for SIF. I en periode på 20-25 minutter var der ganske godt snit over spillet, men det var ikke en dag, hvor SIF-holdet vadede i åbne målchancer. I den periode var trioen Mads Borup Steen, Frederik Pind og Marcus Skovhus Pedersen placeret i motorrummet på midtbanen med Andreas Bødker som offensiv midtbanespiller, mens Miklas Søgaard og Rasmus Brendborg var i font.

Jetsmark indkasserede gule kort i det 49. og 62. minut, men hjemmeholdet kom alligevel foran 2-0 i en undertalsperiode. Det skete i det 68. minut på en dødbold. Et frispark i deres højre side, bolden ind til fjerneste stolpe, en fod på og 2-0.

Hos SIF kom begge indhoppere i aktion allerede i første halvleg. Andreas Bødker kom på banen, da Asger Bundgaard blev skadet, og Miklas Søgaard kom ind, da Sebastian Meyer måtte ud i en periode efter at være blevet sparket ned. Hårdføre Meyer er dog ikke sådan at sætte ud af spillet, så han kom på banen igen lidt senere.
Ellers blev der rokeret lidt rundt, så alle spillere fik fornuftigt med spilletid.

Samlet: Det kan SIF-mandskabet gøre meget bedre, og det skal meget gerne bevises allerede den kommende lørdag på udebane mod Brønderslev IF.

Startopstillingen mod Jetsmark, 4-3-1-2: Anders Dupont - Nicolai Mouritsen, Patrick Davidsen, Rasmus Tümmler og Sebastian Meyer - Asger Bundgaard Nielsen, Frederik Pind og Nicolas Fyllgraf - Marcus Skovhus Pedersen - Mads Borup Steen og Rasmus Brendborg.
Indhopperne var: Andreas Bødker og Miklas Søgaard.


Der var afbud fra duoen Mads Søndergaard og Oliver Blach Vinter, der havde "blive-weekend" på deres respektive efterskoler. Endelig var trioen Magnus Ravn, Jonas Jacobsen og Jacob Fabricius heller ikke spil p.g.a skader.

 

 

Luk