Menu

7-0 til U 17 og videre til JM-semifinale

image Glæde og jubel hos U 17-drenge efter 7-0-sejren i JM-kvartfinalen hjemme over Vinderup IK.
Af Jørn Eriksen
16. juni 2016 kl. 22:34
U 17-drenge var klart bedst i torsdagens JM-kvartfinale hjemme mod Vinderup IK, der blev besejret 7-0 efter 2-0 ved pausen. På søndag 19/6 gælder det nu en JM-semifinale på udebane mod Storvorde-Sejlflod Boldklub (SSB), mens den anden semifinale i U 17 1-rækken står mellem Ringkøbing og Bramming GIE. Læs mere her...

Årgang 1999 har prøvet at blive jyske mestre en gang før. Det var som U 14-spillere i U 14 A-rækken med Mikael Sindholt som cheftræner, og efter 7-0 i torsdagens JM-kvartfinale i U 17 1-rækken hjemme mod Vinderup IK har stort set de samme SIF-spillere - stammen er intakt - nu mulighed for at tjekke ind til endnu en JM-finale.

Det kræver dog en sejr på søndag 19/6 i JM-semifinalen på udbane mod Storvorde-Sejlflod Boldklub (SSB), der torsdag aften slog Brønderslev IF 3-0 i deres kvartfinale.
Den anden JM-semifinale i U 17 1-rækken bliver et opgør mellem Ringkøbing og Bramming GIE. Ringkøbing slog Kolding Boldklub 3-2 i deres kvartfinale, mens Bramming GIE besejrede Vojens GIE 2-1.

SIF-mandskabet mønstrede - for stort set første gang i dette forår - stærkeste opstilling, og SIF fik en ønskestart på kampen med en perlescoring af forwarden Niclas Plougmann, der headede bolden helt op i det ene målhjørne på et godt indlæg fra Patrick Davidsen, der nåede at spille både back og kant i denne JM-kvartfinale. Det samme gjaldt Sebastian Meyer. Der var saft og kraft i både indlæg og hovedstød, en klassescoring til 1-0.
SIF lagde energisk og tændte fra land, og allerede efter de første 10-15 minutter havde hjemmeholdet spillet sig frem til en håndfuld store målchancer. Presspillet var godt, og gæsterne blev holdt i et jerngreb.
Inden pausen øgede lyntoget på højrekanten i skikkelse af Sebastian Meyer til 2-0, og den føring var klart i underkanten vurderet ud fra fordeling af spil og chancer.

SIF-startopstillingen, 4-3-3: Anders Dupont - Patrick Davidsen, Magnus Ravn, Frederik Pind og Mads Munk Nielsen - Asger Bundgaard Nielsen, Ridwaan Ahmed Hussen og Mads Borup Steen - Sebastian Meyer, Niclas Plougmann og Rasmus Brendborg.
Indhopperne denne gang: Marcus Skovhus Pedersen (først fri fra job ved 18-30-tiden og derfor ikke med fra start, red,), Roi Jacobsen og Jacob Fabricius.

Allerede efter første halvleg kunne SIF have ført med både fire og fem mål.
Tingene blev sat på plads i de sidste 40 minutter, hvor Marcus Skovhus Pedersen øgede til 3-0, Sebastian Meyer gjorde det til 4-0, Roi Jacobsen var på pletten til 5-0, Magnus Ravn øgede til 6-0 i en uvant rolle som angriber, og så sluttede Mads Borup Steen målfesten af med en scoring til 7-0 på noget, der vist mest var et indlæg tæt på baglinjen - men et flot punktum for en knusende sikker sejr mod en modstander, der aldrig for alvor blev nogen reel trussel.

Der blev rokeret godt rundt på spillerne og byttet lidt rundt på pladserne undervejs, så alle 14 fik pænt med spilletid. Dejligt at se Asger Bundgaard Nielsen tilbage på holdet. Han blev sparet stort set det meste af anden halvleg efter at have trådt lidt over. Men stærke præstationer af alle mand - også indhopperne.

Pænt mange forældre og familiemedlemmer bakkede herligt op fra sidelinjen, og spillerne kvitterede ved at levere en god præstation.

Resultaterne af torsdagens JM-kvartfinaler hos U 17 1-drenge:
Storvorde-Sejlflod Boldklub (SSB) - Brønderslev IF 3-0
Støvring IF - Vinderup IK 7-0
Kolding Boldklub - Ringkøbing 2-3
Bramming GIE - Vojens GIE 2-1

Søndagens JM-semifinaler, førstnævnte har hjemmebane, kl 14.00:
SSB - Støvring IF
Ringkøbing - Bramming GIE

JM-finale:
Onsdag 22/6 kl 19.00 på neutral bane.

 

 

Luk