Menu

75.000 kr. til Teknikskolen fra Nordea-fonden

image René Qvist fra SIF Fodbold får her overrakt checken pålydende 75.000 kr. fra Kaspar Rynkeby, filialdirektør i Nordeafdelingen i Støvring. T.v. ses SIF-formand Kaj Madsen og t.h. Ruth Andersen, sportslig koordinator på pige/kvinde-siden i SIF Fodbold.
Af Jørn Eriksen
14. januar 2017 kl. 11:36
Den første af to standerhejsninger fik lørdag 14/1 et særligt skær over sig, da SIF Fodbold fik overrakt 75.000 kroner fra Nordea-fonden - pengene er øremærket det videre arbejde med Teknikskolen for piger. Læs mere her - friske fotos...

Bedre start på en ny sæson kunne man da næsten ikke ønske sig.
Sådan tænkte de fleste fremmødte vist, da SIF Fodbold fik overrakt en check pålydende 75.000 kroner fra Nordea-fonden i forbindelse med standerhejsningen for U 12- til U 16-piger samt U 13- til U 17-drenge lørdag 14. januar, og den pose penge er øremærket det videre arbejde med Teknikskolen for piger i klubben.

Derfor var det også René Qvist, bagmand til og fortsat styrmand på Teknikskolen for piger i SIF Fodbold samt aktuelt U 16-cheftræner, og Ruth Andersen, sportslig koordinator på pige-/kvindesiden i SIF Fodbold, der fik overrakt den store check af Kaspar Rynkeby, filialdirektør i Nordea-afdelingen i Støvring, akkompagneret af klapsalver fra de fremmødte spillere, trænere og ledere i forbindelse med den første af to standerhejsninger i SIF Fodbold denne lørdag.

Mens U 12- til U 16-pigerne og U 13- til U 17-drengene havde startfløjt til deres standerhejsning kl. 10.00, så er der også standerhejsning for seniorafdelingen samt U 18-piger samt U 19-drenge kl. 13.00 denne lørdag.

Her kan du/i se lidt fra den ansøgning om fondsmidler, som René Qvist og SIF Fodbold sendte til Nordea-fonden:
Støvring IF søger om midler til at udvikle et projekt, der har været på forsøgsbasis i 2016 med succes. Det er et projekt, som skal fasholde interessen, udvikle nuværende og tiltrække nye pigefodboldspillere i alderen U 10 til U 18.
Støvring er en by i vækst med rigtigt mange tilflyttere. Støvring IF Fodbold er på mange måder byens aktive samlingspunkt og rummer en af jyllands største ungdomsafdelinger af både drenge og pigespillere fra hele kommunen. Ofte ser vi desværre, at mange af pigerne i netop den aldersgruppe mister interessen for fodbolden til fordel for mange andre tilbud.Vi ønsker derfor med midlerne fra Nordea-fonden at gøre det mere attraktivt at være pigespiller i Støvring IF. Vi ønsker, at pigerne skal bevare den aktive livsstil og alt det gode, som foreningslivet i en sportsklub kan bidrage med.
I dag har vi spillere fra flere omegnsklubber, fordi vi har hold, de kan spille på. Mange mindre klubber oplever, at de ikke kan stille hold, da pigerne falder fra. Igennem Teknikskolen - og med de muligheder donationen giver - vil vi forsøge at skabe nogle muligheder og rammer, som forhåbentligt kan holde på de spillere, vi har i dag men også vise, at man i Støvring IF forsøger at gøre tingene lidt anderledes - samt gøre det attraktivt at spille pigefodbold i Støvring IF. Forhåbentligt kan det give lyst til, at nye dukker op for at spille pigefodbold i Støvring, men vi får også mulighed for at vise, at man i en svær tid prøver at gøre tingene lidt anderledes.

Stærkt gået af René Qvist og SIF Fodbold.
I foråret 2017 - primært i perioden apil-juni - ruller Teknikskolen videre med træning fordelt på fem-seks fredag. Igen med René Qvist som træner, og der er allerede nu tiltag om eksempelvis at få forskellige kompetente gæstetrænere med på vognen frem mod sommerferien.
De 75.000 kroner fra Nordea-fonden styrker mulighederne for at videreudvikle Teknikskolen og ikke mindst pigespillerne i klubben.

Overrækkelsen af de 75.000 kroner fra Nordea-fonden var et af de iøjnefaldende punkter på dagsordenen i forbindelse med den første SIF-standerhejsning denne lørdag, og efter overstået "nytårsparole" - ved SIF-formand Kaj Madsen - ved flagstangen foran klubhuset, tog U 12- til U 16-pigespillerne samt U 13- til U 17-drengespillerne hul på en let omgang træning, hvorefter klubben var vært for en let bespisning i klubhuset.
I den forestående sæson har SIF Fodbold pigehold med lige fra U 7 og yngre til og med U 18.

Herunder nogle links til tidligere indlæg om Teknikskolen på SIF-hjemmesiden - god fornøjelse:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/gaestetraener-paa-teknikskolens-sidste-dag/

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/fin-foerste-etape-af-teknikskolen/

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/40-piger-tilmeldt-teknikskolen/

 

PS: Se flere billeder fra standerhejsningen og overrækkelsen af de 75.000 fra Nordea-fonden på klubbens Facebook-side, link lige herunder:
Link til Facebook-siden kommer her:

https://www.facebook.com/siffodbold.dk/

 

Luk