Menu

Begge U 19-hold tjekkede ind til U 19 1

image SIF 1 i pausen af kampen mod Hobro IK i U 19 Kvalifikationsrækken. SIF 1 sejrede 3-2 og kom med i U 19 1 efteråret ud. Det samme gjorde SIF 2 takket være en Aars-sejr over Løgstør.
Af Jørn Eriksen
08. september 2016 kl. 22:43
SIF 1 hos U 19-drenge besejrede Hobro IK 3-2 i Hobro torsdag aften 8/9 og indløste dermed billet til U 19 1 efteråret ud. Det samme gjorde SIF 2 hos U 19 uden at spille takket være en Aars-sejr på 2-1 over Løgstør IF i en anden pulje i U 19 Kvalifikationsrækken. Læs mere her...

Det blev aldrig en spillemæssig nydelse, da SIF 1 hos U 19-drenge indløste billet til U 19 1 efteråret ud takket være en 3-2-sejr på udebane over Hobro IK i U 19 Kvalifikationsrækken i den sidste spillerunde før ombrydningen til U 19 1 og U 19 2.
Til gengæld var der masser af fight, intensitet og nerve i opgøret på kunstgræsbanen i Hobro, hvor SIF førte 2-1 undervejs, men det hele blev en kende for nervepirrende i slutfasen, da Hobro IK fik udlignet til 2-2, mens SIF-anfører Zacharias Krunderup var sendt 10 minutter til afkøling p.g.a et gult kort.

Og inden Niclas Plougmann afgjorde kampen i de døende minutter med sin tredje scoring i kampen, var Hobro IK faktisk tæt på at komme foran 3-2. Udligningen til 2-2 kom 10-12 minutter før tid, og det var tæt på at blive 3-2 til Hobro IK, da en bold, som SIF-keeper Anders Dupont troede ville gå over mål, ramte sammenføjningen og gik på tværs af målet, men heldigvis fik SIF ekspederet den bold ud af farezonen - forinden havde Dupont i tre-fire tilfælde vist klasse med gode redninger på nærgående Hobro-forsøg.

SIF kunne nøjes med uafgjort for at gå videre til U 19 1, men i de døende minutter slog Niclas Plougmann til for tredje gang, og så sejrede SIF 3-2 og sluttede á point med Arden/Rosendal IK, der også er klar til U 19 1. Hobro IK skulle vinde torsdagens kamp for at snuppe billetten til U 19 1.

SIF-startopstillingen i Hobro, 4-2-3-1 eller 4-3-3 efter humør: Anders Dupont - Andreas Hansen, Frede Hansen, Frederik Pind og Patrick Davidsen - Rasmus Brendborg og Zacharias Krunderup - Marcus Skovhus Pedersen, Asger Bundgaard Nielsen og Nicklas Aagaard - Niclas Plougmann. Bænken: Simon Kibsgaard og Søren Salk. Alle 13 kom i aktion denne aften.
Der var afbud fra Mads Frost, Mads Borup Steen og Sebastian Meyer.

Inden pausen kom Hobro IK foran 1-0 på en hurtig og dygtigt udført omstilling. SIF kom på 1-1, da Marcus Skovhus Pedersen fandt Niclas Plougmann ved nærmeste stolpe, og her fik forwarden klemt sig foran og drejet bolden i nettet. SIF fik ikke rigtig gang i det polerede opspil - det hele var spillemæssigt meget uforløst.

Efter pausen måtte Asger Bundgaard Nielsen udgå med lyskenproblemer. Det blev dog 2-1, da Niclas Plougmann blev spillet fri i dybden af Marcus Skovhus Pedersen og med en lang tå sendte han bolden ind ved den ene stolpe.

Det gule kort til Zacharias Krunderup med 13-14 minutter igen gav dog hjemmeholdet momentum, og det blev 2-2 med 10-12 minutter igen, og så fulgte en nervepirrende afslutning, som altså fik en lykkelig afslutning set med SIF-briller.

Keeper Anders Dupont og midtstopperen Frederik Pind fik hver fire stemmer i fidusafstemningen og delte på den konto titlen som kampens SIF-spiller.

Der blev også jublet i SIF-lejren over, at Aars IK havde slået Løgstør IF 2-1 i den Kvalifikationsrække-pulje, SIF 2 er med i. Det betyder nemlig, at SIF slutter som toer efter Aars IK og tager elevatoren op i U 19 1 efteråret ud.
Puljeinddelingerne til U 19 1 forventes klar i næste uge - her sikrer puljevinderne sig adgang til forårets U 19 Vest.

Luk