Buster og Morten nye ansigter i kvindeseniorafdelingen
Det er et større puslespil at få de ældste pigeårgange sammensat, således der er kamptilbud til alle.
Med en stor portion spillere, der snart skal på efterskole, har det derfor været den bedste mulighed at oprykke alle spillere fra årgang 2006 og ældre til seniorafdelingen.
Et scenarie, som kan komme alle til gavn, da bredden i afdelingen styrkes betragteligt, og der efter sommerferien ud over Jyllandsserieholdet også bliver et hold i serie 2, som Morten og Buster skal være kampansvarlige for. Keld Pedersen der i forvejen er i afdelingen er kampansvarlig for Jyllandsserieholdet.
Bjarne "Buster" Foldager Petersen og Morten Bang Henriksen der hidtil har været trænere for U16 & U18 pigerne, rykker med op i seniorafdelingen. Et spring som makkerparret ser frem til:
- Vi glæder os rigtig meget til at kunne arbejde videre med mange af spillerne samt at indgå i den bestående seniorafdeling. Med oprykningen af en del spillere til seniorafdelingen bliver der nu to seniorhold og vi glæder os til at bidrage til at skabe en stor kvindeafdeling med mange spillere af “egen avl” – og samtidigt at komme til at arbejde sammen med vores erfarne 1. holdstræner Keld.
- Vores vigtigste bidrag er at være med til at sikre den bedst mulige transition fra ungdomsfodbold til seniorfodbold - både for dem der rykker op nu samt dem, der kommer til i fremtiden - så vi kan fastholde spillerne i klubben og derved en stor kvindeafdeling.
Sportschef Rasmus Gissel, imødeser en styrket overgang fra ungdom til senior:
- Det er lidt af et scoop for os, at Morten og Buster fortsætter og sammen med Keld Pedersen bliver det en i mine øjne dynamisk drømmetrio. Morten og Buster har i en lang årrække leveret en fantastisk stykke arbejde i pigeafdelingen og det er jeg virkelig glad for kan fortsætte, nu i kvindeafdelingen.
- Målet på den lange bane, er at vi får opbygget et bæredygtigt fundament der i årene fremover vil kunne sikre en varende fødekæde fra ungdomsfodbold til seniorfodbold.
- Præcis som Morten og Buster peger på, så tror jeg vi på den her måde får styrket transitionen til gavn for både sportsligt niveau og mængden af spillere i kvindeafdelingen.
Aftalen er gældende til 30. juni 2022.