Flere og flere medlemmer i U14-piger
Det har været et rigtig godt efterår for U14-pigeafdelingen. Fra at være cirka 20 piger i starten af efteråret, tæller afdelingen nu hele 27 friske piger.
Der har i efteråret været både et 11-mandshold og et 8-mandshold, hvilket efter alt at dømme også bliver tilfældet i foråret.
Afdelingen er præget af et rigtig godt sammenhold, både blandt spillere og forældre, bedst illustreret ved et rigtig godt træningsfremmøde og ikke mindst stor deltagelse i sociale arrangementer for både spillere og forældre - når sundhedssituationen vel at mærke tillader det.
Der er endnu mere at glæde sig til i 2021, her går turen nemlig til Skandia Cup i Trondheim i den første uge af sommerferien, sammen med drengene i samme aldersklasse.
Trænerne i afdelingen i 2021 bliver David Jakobsen, der har været træner for pigerne igennem en lang årrække. Nye på trænerbænken i 2021 bliver Jan Ringstrømm, der gør comeback, og Arne Trolle. De afløser Torben Mølgaard og Jens Petersen, der har været engagerede trænere for pigerne sammen med David.