Menu

Fra pokaltriumf til turneringsgys

Af Jørn Eriksen
01. oktober 2015 kl. 13:37
U 15-drenge Mesterrække slog i mandags Hobro IK fra Vest 2 1-0 i en pokalkamp. I aften - torsdag 1/10 - er den første af to gysere i turneringens to sidste kampe på menuen på udebane mod topholdet Aars IK, og SIF kæmper for at redde livet i Mesterrækken. Læs mere her...

Det er med at få armene ned igen i kølvandet på den flotte pokalsejr på 1-0 hjemme over Hobro IK fra U 15 Vest 2, når U 15-drenge Mesterrække i aften skal op imod Aars IK på udebane i SIF-holdets næstsidste kamp i turneringen i dette fodboldefterår.
SIF-holdet er nemlig næstsidst i M-puljen og mangler desuden Dronningborg Boldklub (DB), der er sidst, hjemme på søndag. 6'erne i M-puljerne rykker ned, og det gør 5'erne også med undtagelse af de tre bedste 5'ere samlet.

- Kan vi hente en sejr i en af de to sidste kampe, bør det række til at blive i Mesterrækken, siger Anders Jacobsen, cheftræner for U 15-drenge i SIF Fodbold.
- Vi er p.t. bedste 5'er, og DB er sidst. Kampen mod Aars i Farsø torsdag aften er vigtig for os. Vinder vi den, er vi med 99 procent sikkerhed reddet, fortsætter Anders Jacobsen.

Og SIF-gutterne fik stivet selvtilliden af i mandags i en pokalkamp hjemme i Støvring i mandags 28/10. Modstanderen var Hobro IK fra U 15 Vest 2.
SIF-sejrede 1-0. Matchvinder blev Markus Pjengaard på en fuldtræffer kort før pausen. I SIF-målet stod keeper Aske Gude Schmidt en fantomkamp med masser af gode redninger. Især inden pausen var SIF under kraftig beskydning.

I næste pokalrunde venter AaB fra U 15 Vest 1, og den kamp spilles tirsdag i næste uge i Støvring.
- Det bliver en spændende opgave for drengene. I den kamp har vi alt at vinde. AaB er med i Top 4 i U 15 Vest 1, og det alene indikerer, at vi virkelig skal oppe os, hvis vi skal give dem modstand, men først og fremmest gælder det om at komme godt igennem de to sidste kampe i Mesterrækken, slutter Anders Jacobsen.

 

 

Luk