Fra ren jammer til herlig jubel
U 19 1-drengene - det ene af to hold - slog til efter pausen, da det gjaldt hjemmekampen mod Storvorde-Sejlflod Boldklub (SSB) søndag eftermiddag 25/9.
I de første 45 minutter leverede SIF-mandskabet en pauver og særdeles blodfattig indsats, og gæsterne kunne gå til pausen foran 2-0 takket være en hurtig åbningsscoring på en omstilling samt et straffespark.
SIF-indsatsen i første halvleg var direkte ringe, og næsten alle mand præsterede langt under vanlig standard - måske med venstrebacken Patrick Davidsen som en undtagelse.
Opgøret var første spillerunde i U 19 1-puljerne efter lynombrydningen af U 19 Kvalifikationsrækken til U 19 1 og u 19 2, og SIF har som måske bekendt fået begge mandskaber med i U 19 1. Seks spillerunder samlet - ude og hjemme - i hver pulje, og puljevinderne sikrer sig adgang til forårets U 19 Vest, mens der ikke er nedrykning fra U 19 1.
SIF-startopstillingen mod SSB, 4-2-3-1 eller 4-3-3 efter temperament: Anders Dupont - Andreas Peter Hansen, Frede Keldal Hansen, Frederik Pind og Patrick Davidsen - Zacharias Krunderup og Rasmus Brendborg - Asger Bundgaard Nielsen, Marcus Skovhus Pedersen og Nicklas Aagaard - Niclas Plougmann.
Bænken denne gang: Sebastian Meyer og Nicolai Mouritsen.
Men det hele blev heldigvis langt bedre efter pausen, hvor SIF-spillerne skal roses for at have evnerne til at få det hele til at slå en kolbøtte. Fra anden halvlegs start kom Sebastian Meyer på banen - ud gik Frede Keldal Hansen. Det betød, at Asger Bundgaard Nielsen blev ny midtstopper sammen med Frederik Pind, mens energibundtet Meyer overtog pladsen på højrekanten.
To hurtige scoringer efter pausen forvandlede 0-2 til 2-2.
Først reducerede Marcus Skovhus Pedersen til 1-2 på en assist fra Nicklas Aagaard. Det skete i et flot gennemspillet angreb, og SIF satte generelt højere tempo på spil og pasninger i de sidste 45 minutter. Kort efter udlignede Nicklas Aagaard til 2-2 på assist fra Nickas Plougmann.
Fire-fem gyldne minutter, og opgøret var nulstillet igen.
Og SIF havde grebet taktstokken. Det blev 3-2 ved Niclas Plougmann fra tæt hold (assist Frederik Pind) og 4-2 ved Marcus Skovhus Pedersen på assist fra Nicklas Aagaard.
Ved 4-2 faldt SIF lidt i kadence igen, men som helhed blev den skrækkelige indsats før pausen vasket af tavlen, og det skete takket være god moral, større løbevillighed og langt bedre attituder hele vejen rundt i de sidste 45 minutter.
I anden halvleg kom Nicolai Mouritsen også i aktion som højre back - Andreas Peter Hansen fik et pusterum. I slutfasen kom både Frede Keldal Hansen og Andreas Peter Hansen i aktion igen, og der var pusterum til Asger Bundgaard Nielsen samt Niclas Plougmann.
Det andet U 19-mandskab i U 19 1 spiller mandag aften 26/9 på udebane mod Randers Freja i en anden pulje.