God test for U 16-drengene i pokal-exit
To scoringer af SIF-topscorer Jeppe Folden rakte ikke til videre tjek-in i pokalturneringen, da U 16 Liga 2-mandskabet havde besøg af LKB/Gistrup fra U 16 Liga 1 søndag 19/11 i tredje pokalrunde.
Jeppe Folden bragte SIF foran 1-0 i det 13. minut på en assist fra Christian Kold, men gæsterne gik til pausen foran 2-1 takket være scoringer i henholdsvis det 26. og 33. minut.
11 minutter efter pausen udlignede Jeppe Folden så til 2-2 - denne gang på en assist fra Andreas Kvist Hougaard, og pokalkampen fandt først sin afgørelse på to LKB-scoringer i kampens sidste minutter. Slutresultat 2-4.
- Selvom resultatet antyder noget helt andet, skal der gives ros til førsteholdstruppen, der i dette opgør viste, at vi i den grad kan spille op med nogle af de allerbedste hold i U16 Liga 1, siger SIF-cheftræner Joakim Nielsen.
- Vi har fået indarbejdet et fremragende koncept, som alle spillere arbejder ud fra, hvilket tydeligt kunne ses i den her kamp. Vi dominerede i spillet langs græsset, og vi skabte samtidig vores chancer ved flot opspil op igennem banens midte. Samlet en flot sæson af hele U 16-årgangen - fedt at se hvordan fodbolden kan samle så mange kammerater og give et så stort smil på alles læber, slutter Joakim Nielsen.
Pokalkampen satte punktum for en sæson, hvor SIF-førsteholdet hos U 16-drengene rykkede op fra U 16 Liga 2 til forårets U 16 Liga 1, og SIF-andetholdet tog elevatoren op fra U 16 Liga 4 til forårets U 16 Liga 3.
SIF-truppen i pokalkampen mod LKB/Gistrup, spillerne nævnt i vilkårlig rækkefølge: Kasper Buus Niss, Robert Ørtoft, Mathias Hougaard, Max Jørgensen, Malthe Serup Hannesbo, Christian Kold, Johan Wisholm, Andreas Hougaard Jeppe Folden, Samuel Angelo, Mikkel Drejer, Frederik Plough Lapirtis, Jeppe Bloch Jensen og Nikolaj Christiansen.
LÆS OGSÅ:
http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/en-lille-forsmag-paa-foraarets-u-16-liga-1/