Håbet lever for U 14 Vest 1-drenge
Vi havde desperat brug for tre point. Ellers ville sæsonen stort set være slut. Drengene leverede heldigvis varen i dag, og fightede en 1-0 sejr hjem mod Hjørring IF lørdag 3/10.
Sejren blev grundlagt i midten af første halvleg, da Mikkel Drejer hamrede kuglen op i hjørnet fra kanten af feltet.
Generelt spillede vi det bedste fodbold i første halvleg, hvor Hjørring mest af alt forsøgte at sparke langt og vinde retur-boldene på vores halvdel.
I slutningen af halvlegen fik Robert Ørtoft gult kort, men den undertals-periode løste drengene fint. Hjørring var farligst på standardsituationer, hvor de havde en klar fysisk fordel, men drengene kæmpede flot, og holdt dem fra åbne chancer.
I anden halvleg faldt vi lidt for langt tilbage på banen og havde derfor svært ved at sætte noget spil sammen. Alligevel havde vi den største chance, da Christian Kold misbrugte en friløber.
Og derudover havde vi flere muligheder, hvor vi ikke var skarpe nok i den sidste aflevering. Heldigvis holdt Kasper Niss i samarbejde med resten af holdet sæsonens første clean sheet.
Kasper blev sammen med Malthe Hannesbo valgt til kampens spillere af de andre spillere, men generelt var der gode indsatser af alle 13 spillere.
Startopstilling: 4-1-2-3 - Kasper Niss - Anders Schmidt, Nicklas E. Christiansen, Robert Ørtoft og Van Zathang - Asger Olsen - Samuel Angelo og Malthe Hannesbo - Mikkel Drejer, Jeppe Folden og Nikolaj Christiansen.
Indskifterne: Christian Kold og Daniel Sejer kom begge i aktion inden pausen.
Allerede tirsdag gælder det udebane i Gistrup mod LKB/Gistrup.
Med sportslig hilsen
Mikael Sindholt
Cheftræner for U 14-drenge i SIF Fodbold