Menu

Ingen point i fødselsdagsgave

image U 19 Vest i aktion hjemme mod topholdet fra Aalborg Chang, der slog til før pausen i kraftig medvind.
Af Jørn Eriksen
21. april 2017 kl. 23:16
Det blev ikke til point i fødselsdagsgave til cheftræner Rasmus Numan Petersen, da U 19-drengene havde besøg af topholdet Aalborg Chang i U 19 Vest-puljen fredag aften 21. april med kickoff kl. 18.30. Læs mere her...

1-3 blev slutcifrene, og det er ingen skam at tabe til et bedre hold, og det gjorde SIF-mandskabet i dette opgør, hvor gæsterne hentede deres fjerde sejr på stribe i ligeså mange kampe i dette fodboldforår - nu med en samlet målscore på 17-5.

I SIF-lejren kunne man glæde sig over, at anden halvleg blev vundet 1-0, men det var samtidig også den tredje hjemmekamp, SIF-holdet tabte i foråret 2017, idet det tidligere også var lykkedes både FC Jammerbugt og Hobro IK at vinde i Støvring. SIF-holdets tre sejre er alle kommet på udebane indtil videre.

En strid og kold vind satte sit tydelige præg på kampen, og Chang havde medvind i de første 45 minutter, hvor de sad tungt på både spil og målchancer. Alligevel lagde SIF fornuftigt ud defensivt, men et straffespark satte topholdet i gang 15-20 minutter inde i kampen.
SIF var ramt af afbud fra fem spillere, der alle har været inde omkring de øvrige kampe hidtil, og det gjaldt topscorer Niclas Plougmann, Andreas Hansen, Mads Borup Steen, Nikolaj Bøgh og Søren Salk, og oddsene for en hjemmesejr denne fredag aften steg sandelig ikke, da midtbanedynamoen Asger Bundgaard Nielsen måtte lade sig udskifte ved 1-0 i første halvleg.

Ind kom Patrick Davidsen til sæsondebut, hvilket sendte Sebastian Meyer op på den ene kant, så Patrick Davidsen kunne overtage en backplads.
Kort efter blev det 0-2, da gæsterne straffede en fejl af SIF foran eget mål, og få minutter før pausen blev det 0-3 i kølvandet på et hjørnespark. Og i SIF-målet havde keeper Anders Dupont taget godt fra i de første 45 minutter, som der stod Chang på ret så markant.

SIF-startopstillingen mod Chang, 4-1-4-1: Anders Dupont - Simon Kibsgaard, Mads Frost, Frederik Pind og Sebastian Meyer - Zacharias Krunderup - Marcus Skovhus Pedersen, Asger Bundgaard Nielsen, Rasmus Brendborg og Niclas Aagaard - Malthe Christiansen (U 17).
Indhopperne denne gang: Patrick Davidsen og Frederik Lykke.

SIF-mandskabet fik dog sat sig selv betydeligt bedre på landkortet i de sidste 45 minutter takket være større energi i nærkampene og med en kraftig medvind som hjælper.
Med lidt over en halv time igen reducerede Rasmus Brendborg til 1-3, og det blev også til nogle gode gennembrud/angreb med Marcus Skovhus Pedersen i rollen som afslutter, men i det ene tilfælde gik bolden lige forbi den fjerneste stolpe på et ellers glimrende skud, og i det andet tilfælde fik Marcus ikke sat den rigtige førstegangsberøring på en frispilning fra indskiftede Frederik Lykke, så afslutningen blev for svær.

Med 20-25 minutter igen var Frederik Lykke (sæsondebut) kommet på banen - ud gik en ellers stærkt spillende Simon Kibsgaard, der døjede med både ryg og lyske. Det betød, at Meyer igen kom ned på backpladsen, og Malthe Christiansen blev rykket ud i venstre side af midtbanen.
I slutfasen kom Kibsgaard dog ind igen, da Meyers ene ben krampede til.

Alt i alt slap SIF - i svækket tilstand - hæderligt fra mødet med topholdet, der er stærkt besat på samtlige pladser og absolut et godt bud på en puljevinder i dette forår.

Hos SIF fik målmand Anders Dupont flest stemmer (7) i den efterfølgende fidusafstemning, mens Simon Kibsgaard indtog en fornem andenplads på dagen.

 

Luk