Menu

"Jubel-juni" for Anders Bloch Bærtelsen

image Anders Bloch Bærtelsen (2) - tidligere SIF-spiller - har forlænget kontrakten med AaB frem til sommeren 2019, og så er han blevet udtaget til det nye U 17-landshold. Foto: DBU/U 16-landsholdet
Af Jørn Eriksen
21. juni 2016 kl. 13:54
Den tidligere SIF-spiller Anders Bloch Bærtelsen har netop forlænget sin kontrakt med AaB frem til sommeren 2019, og samtidig er han blevet udtaget til det nye U 17-landshold, der skal være med i Internordisk Cup i Finland 31. juli til 10. august. Læs mere her...

Juni måned 2016 vil med garanti stå stærkt i hukommelsen hos den tidligere SIF-spiller Anders Bloch Bærtelsen mange år frem i tiden.
Tirsdag 7. juni forlængede han nemlig sin kontrakt med AaB med tre år, så de nu har papir på hinanden frem til sommeren 2019, og mandag 20. juni kunne han så også glæde sig over, at han er blevet udtaget til det nye U 17-landshold, der skal deltage i Internordisk Cup i Finland 31. juli til 10. august.

Stærkt gået af Anders Bloch Bærtelsen, der er født i år 2000 og har været midtstopper på AaB's U 17 Liga-mandskab i den netop overståede sæson.

Det er i det hele taget gået stærkt for den tidligere SIF-spiller i dette fodboldforår.
Han fik debut på U 16-landsholdet onsdag 18/5 i år i en fire-nationers-turnering i Polen, hvor han var med til at vende 0-2 mod Schweiz til dansk sejr på 3-2. En fingerskade kostede ham tidligere på foråret - i marts - hans debut på U 16-landsholdet (årgang 2000) i en turnering i Holland.
Årgang 2000 er nu rykket op til U 17-landsholdet, og første opgave for det nye U 17-landshold er altså Internordisk Cup i Finland sidst i juli og begyndelsen af august.

Internordisk Cup, eller Open Nordic Tournament, som den også kaldes, er en årlig tilbagevendende miniturnering, som hvert år afholdes i forskellige nordiske lande. Danmark er i gruppe A med værterne Finland, Norge og Cypern. I den anden gruppe mødes Sverige, Færøerne, Montenegro og Island.

SIF Fodbold ønsker Anders Bloch Bærtelsen tillykke med både kontraktforlængelsen i AaB og udtagelsen til U 17-landsholdstruppen.

U 17-landsholdstruppen til turneringen i Finland:
Hans Christian Bernat, OB, Mads Hermansen, Brøndby IF - Anders Bærtelsen, AaB, Anton Hendriksen, Brøndby IF, Japhet Sery, FC Midtjylland, Nikolaj Leth, Viborg FF, Oliver Olsen, Esbjerg fB, Rasmus Møller, FC København, Sebastian Hausner, AGF, Benjamin Hvidt, AGF, Christian Tue, FC Midtjylland, Emil Nestved Kornvig, Lyngby BK, Nikolas Terkelsen Nartey, FC København, Søren Bugge Jepsen, AGF, Victor Jensen, FC København, Joachim Rothmann, FC Nordsjælland, Magnus Kaastrup, AGF, og Noah Iversen, FC Midtjylland.

Luk