Knusende sejr til U 13 Liga 2-drenge
Solen skinnede på himlen og ikke mindst på drengene fra U 13 Liga 2, da de søndag på hjemmebane tog imod MorsØ FC. Der var genvalg til alle drengene fra 2-2 kampen på udebane mod Hornbæk SF i torsdags, og alle var tændte og helt klar fra start.
Spillerne var brandvarme, og der blev scoret hele fem mål i kampens første kvarter. Efter fire minutter bragte Malthe Frederiksen Støvring foran med 1-0 efter assist fra angrebsmakkeren Christian Rolin, som havde en fantastisk dag på Støvring Stadion. Der var tale om Rolin-Show i dag.
I kampens 8. minut scorede Christian Rolin til 2-0 efter assist fra Tobias Taudal. Tobias er i denne sæson skiftet fra Skørping til Støvring, og han er i den grad ved at finde sig til rette på holdet.
I det 10. minut tog holdets midtbanemotor og kreatør, Mathias Graversen, en god dribletur ned mod MorsØ-målet og blev nedlagt bagfra. Frisparket gav, helt fortjent, et gult kort til MorsØ-spilleren. Mathias sparkede selv frisparket midt på MorsØs banehalvdel, og bankede suverænt bolden direkte i kassen på et meget flot og velplaceret spark.
3-0 til Støvring, og MorsØ udnyttede de nye regler og satte en ekstra spiller på banen. MorsØ glemte dog at orientere dommeren om denne indskiftning, og den nye spiller fik gult kort og fem minutter mere på bænken.
Med en mand i overtal øgede Christian Rolin Støvrings føring til både 4-0 og 5-0 efter assist fra henholdsvis Malthe Frederiksen og Mathias Graversen. Dermed var hattricket fra Rolin en realitet.
Der skulle gå hele 19 minutter, før MorsØ havde bolden i nærheden af Støvrings målfelt, og SIF-målmand Lasse Hvilsted rørte overhovedet ikke bolden i kampens første 30 minutter.
Kort før pausen, i kampens 27. minut, blev første sæt afsluttet med en scoring til 6-0 til Støvring. Målet var af den nye spiller, Noah Pedersen, der er skiftet fra Øster Hornum til Støvring i denne forårssæson. Noah fik sparket bolden i kassen efter en ripost, som følge af et langskudshug fra holdets anden midtbanemotor, Oliver Jensen.
Bagud med 0-6 måtte MorsØ indsætte ekstra spiller på banen igen, og gæsterne var dermed 13 mod Støvrings 11 spillere. Pausestillingen var 6-0 til Støvring, og der blev skruet en smule ned for tempoet i anden halvleg.
Tre minutter efter pausen kunne MorsØ reducere til kampens slutresultat 6-1 på et hovedstødsmål efter et hjørnespark. Støvring kørte resten af kampen hjem i sikker stil på trods af en mand i undertal og kunne sætte tre meget velfortjente point på kontoen.
SIF-drengene er nu efter fire kampe placeret på andenpladsen i Liga 2-puljen med 7 point og en målscore på 11-4. Mariager IK fører puljen med 9 point for 3 kampe.
- Støvring IF stillede op med følgende spillere i søndagens Liga 2-kamp: 1: Lasse Loell Hvilsted, 2: Andreas Kjær Nicolajsen, 3: Nicklas Sejer Sørensen, 4: Olti Xhigoli, 5: Tobias Taudal Madsen, 6: Oliver Jensen, 7: Mads Vestergaard, 8 Mathias Graversen (anfører), 9: Malthe Frederiksen, 10: Noah Nørgaard Pedersen, 11: Christian Rolin Smed, 12: Jonathan Würtz Jensen og 13: Peter Øvlisen
Næste kamp i Liga 2 er på udebane - søndag 15/4 kl. 12.30, hvor drengene skal besøge Randers Freja. Randers Freja er placeret på sjettepladsen med tre point for tre kampe efter sejr på 4-3 over Farsø/Ullits IK og to nederlag på 2-3 og 1-3 til henholdsvis FS Holstebro og Mariager IK.
Med sportslig hilsen, Lars Hvilsted, holdleder for U 13-drenge Liga 2
LÆS OGSÅ:
http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/u-13-liga-2-drenge-taet-paa-sejren/
Se og hør også sportschef Rasmus Gissels
video-opsamling på diverse SIF-kampe fredag-søndag her:
https://www.facebook.com/siffodbold.dk/videos/1584194438300690/