Menu

Nye folk på plads omkring U13/14 piger

image Kaj Zacho (tv.) og Brian Østergaard Larsen (th.) sammen med sportschef Rasmus Gissel
Rasmus Gissel
02. november 2018 kl. 12:33
Når Rene Nielsen stopper som cheftræner til nytår, bliver det en gammel kending, nemlig Brian Østergaard Larsen, der sammen med Kaj Zacho overtager.

Staffenten som cheftræner for U13/14 piger bliver givet videre når 2018 bliver til 2019 og Rene Nielsen stopper.
Til at overtage, bliver det en gammel SIF-kending Brian Østergaard Larsen, der bliver assisteret af Kaj Zacho.

Begge har mange års trænererfaring. Brian har trænet i Chang, Jetsmark, KFUM og tidligere 4 år i SIF, mens Kaj har været træner i 25 år for stort set alle tænkelige årgange inklusive senior for begge køn.

Sportschef Rasmus Gissel er glad for at der tidligt er faldet en så god løsning på plads:
"I sommers var det i 11. time at Rene sprang til, da afdelingen manglede en træner. Rene har på flotteste vis sammen med Per Adamsen gennemført et hektisk efterår med 3 hold og mange træningsparate piger, så vi skylder først og fremmest Rene og Per en kæmpe tak for en flot indsats i efteråret. Per fortsætter heldigvis i 2019.
Derfor er det også lækkert at vi nu både har en så god løsning og at den kommer tidligt.
Afløserne bliver Brian Østergaard Larsen, der tidligere har trænet U14-drenge, U15-drenge og U16-drenge, samt været målmandstræner her i SIF. Så Brian er et kendt ansigt og jeg er sikker på at Brians rolige væsen kommer til at passe perfekt ind hos både pigerne og forældrene.
Til at hjælpe Brian kommer Kaj Zacho, med over 25 års erfaring fra både drenge og pigefodbold. Kaj og Brian supplerer hinanden rigtig godt, så jeg er sikker på de sammen med Per Adamsen kommer til at danne en ideel trio omkring pigerne."

Brian Østergaard Larsen glæder sig til comeback i SIF:
"Jeg er rigtig glad for at være tilbage i Støvring IF. Når man er væk fra noget kan man nogen gange mærke hvad det er man mangler, og jeg har helt sikkert savnet SIF. Samtidig glæder jeg mig ekstremt meget til udfordringen med pigerne. Jeg har allerede gjort mig mange tanker om hvordan vi skal gribe sæsonen an, så jeg glæder mig vildt til det bliver Januar og vi skal i gang. Min erfaring indenfor pigefodbold er relativt begrænset, så derfor ser jeg det som et ekstra plus at min makker Kaj har en bred erfaring indenfor pigefodbolden. Jeg er sikker på at vi sammen kommer til at udgøre et dynamisk team. Jeg glæder mig rigtig meget til at lære både pigerne og forældrene at kende og få etableret et godt samarbejde så vi sammen kan udvikle truppen og pigefodbolden i SIF yderligere.”

Også Kaj Zacho glæder sig til at prøve kræfter med SIF:
“For det første glæder jeg mig til at stifte bekendtskab med Støvring IF som jeg ikke har prøvet kræfter med før. Jeg har hørt enormt meget godt om klubben fra Brian så det glæder jeg mig til at blive en del af. Samtidig glæder jeg mig til igen at være en del af pigefodbolden, som i disse år oplever øget opmærksomhed, og det vil jeg gerne være med til at understøtte. Jeg har trænet sammen med Brian ad flere omgange og jeg er rigtig glad for at vi har fået denne mulighed sammen. Sammen med spillere og forældre er jeg sikker på vi sammen kan få lavet et spændende 2019.”

Der er indgået en aftale til og med 31. december 2019.

Luk