Menu

Omkring 300 hold med i Technica Cup - stadig få ledige pladser

Af Jørn Eriksen
05. december 2015 kl. 14:18
Cirka 300 hold - og det er rigtig flot - har allerede tilmeldt sig SIF Fodbolds julestævne 27.-30. december, Technica Cup, men der er stadig få ledige pladser, som interesserede kan sikre sig, oplyser julestævnets primusmotor, Ruth Andersen. Læs mere her...

Selvom sidste tilmeldingsfrist - 1. december - formelt er udløbet, er der fortsat ledige pladser for interesserede hold til SIF Fodbolds julestævne i indendørsfodbold 27.-30. december i Støvring Hallen og de to haller i Arena Himmerland, hvor Technica Cup afvikles.

Ruth Andersen, julestævnets primusmotor, glæder sig over, at omkring 300 hold allerede har tilmeldt sig Technica Cup, og det er 60 hold flere end i fjor - det højeste antal hold til et julestævne er angiveligt på 326 hold for nogle år siden. 

- Der er stadig ledige pladser, vi gerne vil have lukket. Interesserede kan ringe eller sende mig en mail, forklarer Ruth Andersen.
Henvendelse til Ruth Andersen sker på mobil 4219 7835 eller mail: ruth.andersen@siffodbold.dk

- Tilmeldingen til Technica Cup er generelt gået forrygende, og vi glæder os til at tage godt imod de mange spillere og ledere til julestævnet, så de alle får en god oplevelse ud af det, fortsætter Ruth Andersen.
Hun tør ikke helt tro på rekordtilmelding, altså flere end 326 hold - men over 300 hold er også meget tilfredsstillende.

Alle deltagere i Technica Cup får som tidligere beskrevet gratis et års PRO-abonnement til det digitale fodboldunivers www.technicafootball.com
Og alle de deltagere i julestævnet, der aktiverer deres PRO-abonnement, deltager i en konkurrence om særdeles flotte præmier med stævnet hovedsponsor som den glade giver.

- Alle deltagere - spillere og ledere - får desuden hver tre ishockeybilletter til en lørdags-hjemmekamp hos Aalborg Pirates, og der er også flotte præmier til nummer et, to og tre i de rækker, hvor der er bebudet podiepræmier, slutter Ruth Andersen.

Alle kampene på store mål og efter specielle regler - de ældste årgange piger og drenge - spilles vanen tro i Støvring Hallen, mens de øvrige kampe på almindelige mål eller minimål og kampe på halv bane - de alleryngste - afvikles i de to haller i Arena Himmerland.
Julestævnet samler traditonelt mellem 2000 og 2500 spillere og ledere i idrætshallerne i Støvring mellem jul og nytår, og dertil kommer et uvist stort antal tilskuere.

Det endelige program for Technica Cup kan ses her på hjemmesiden fra 15. december.

 

 

 

 

 

 

 

Luk