Perlemål sikrede U 16-pigerne premieresejr
Forleden spillede U 16-piger et lokalopgør mod pigerne fra Nibe Boldklub i Mesterrækken. Det var et opgør, vi var spændte på, da vi havde en del afbud til kampen derfor måtte have hjælp fra U 15-afdelingen. Og alle tre piger fra U 15 spillede en rigtigt flot kamp.
Nibe startede rigtigt aggressivt de første 15 minutter og skubbede SIF-pigerne tilbage på banen. Da vi først havde fået fundet vores pladser med de nye spillere, overtog vi spillet og sad på Nibe resten af halvlegen.
I det 18. minut fik vi tilkæmpet os et hjørnespark. Signe Olesen slog bolden godt ind i feltet, og ved bagerste stolpe dukkede Anne Kibsgaard (foto herunder) op og kunne sparke bolden ind til 1-0.
Herefter kunne vi have afgjort kampen, da vi i de næste fem minutter kom til tre store chancer, en friløber fik vi ikke omsat, et skud på overliggeren samt en super redning af Nibes målmand. Men istedet for at lukke kampen fik Nibe i halvlegens sidste minut udlignet til 1-1. Deres store angriber fik erobret bolden på baglinjen og sendt den ind mit foran mål, hvor en af Nibes spillere stod helt fri og flot helflugtede bolden i mål til udligningen.
Anden halvleg blev en jævnbyrdig affære, og spillet vekslede frem og tilbage uden de helt store chancer. Tættest på var Nibe midt halvlegen, da de ramte stolpen fra en spids vinkel.
Støvring havde også tilløb til et par halve chancer men uden at bliver farlige og true Nibes mål. Og de fleste på stadion var begyndt at indstille sig på uafgjort, men en kamp er aldrig færdig før sidste fløjt.
Ét minut inde i overtiden blev Julie spillet fri på kanten af feltet. Det så i første omgang ikke farligt ud, men efter et par driblinger endte Julie Frank på Nibes baglinje, og med en vanvittig afslutning fra en meget spids vinkel hamrede hun den på underkanten af overliggeren og ind i kassen til sejrsmålet til 2-1 til pigerne fra Støvring. Et mål, der nemt kunne ende som forårets mål på Støvring Stadion.
Det blev kampens sidste aktion og dermed en 2-1 sejr til pigerne fra SIF i lokalopgøret.
Følgende U 16-piger spillede i den første kamp: Thilde Møller Nielsen, Emma Bech Sørensen, Majken Frost, Katrine Stenvang, Katrine Jensen, Emilie Dam, Anne Kibsgaard, Mathilde Holmgaard, Signe Olesen, Julie Frank, Kristine Lyngby og Maiken Henriksen.
Med sportslig hilsen
René Qvist, cheftræner for U 16-pigerne i SIF Fodbold