Pladsen i U 19 Serie 1 kom i hus
U 19-drengenes andethold skulle have mødt Hadsund Boldklub på udebane i Kvalifikationsrækken lørdag eftermiddag 12/9, men fredag tikkede der en besked ind, om at hjemmeholdet ikke kunne stille hold. Hadsund taber dermed kampen 0-3 med skelen til reglerne.
Og det betyder, at SIF Fodbold får både et hold U 19-drengehold i U 19 Serie 1 og U 19 Serie 2 (svarende til de gamle A- og B-rækker, red.) i den resterende del af efterårssæsonen.
Der er nemlig ombrydning i U 19 Kvalifikation hos drengene her midtvejs i efterårets kampe, og for SIF-andetholdets vedkommende var opgøret i Hadsund det sidste før ombrydningen.
SIF-mandskabet havde selv vundet tre af de fire første kampe, men et nederlag til Hadsund Boldklub ville betyde, at Gug og LKB/Gistrup, der mødes i dag i deres sidste kamp i puljen, ville kunne henvise SIF til tredjepladsen, og kun nogle af treerne ville komme med i U 19 Serie 1.
Nu kom SIF-mandskabet op på 12 point for fem kampe, og mindst andenpladsen er sikret, hvilket er lig en billet til U 19 Serie 1. Både Gug og LKB er inden deres indbyrdes kamp i dag noteret for 9 point for fire kampe.
DBU Jylland offentliggør i næste uge puljerne til U 19 Serie 1 og U 19 Serie 2.
SIF-førsteholdet hos U 19-drenge sluttede på en tredjeplads i deres pulje i U 19-kvalifikation takket være to uafgjorte og et knebent 0-1-nederlag til Aars IK i deres afgørende kamp.