Menu

Qvist fra SIF til AaB til sommer

image En rørt René Qvist omgivet af jublende spillere, da U 15-piger Mesterrække blev jyske mestre i fjor. Arkivfoto
Af Jørn Eriksen
19. april 2017 kl. 11:37
SIF Fodbold må sige farvel til noget af en primus-motor i pigeafdelingen, når René Qvist efter rundt regnet 25 år i klubben skifter græsgange efter sommerferien og bliver cheftræner for en talentfuld U 14-pigeårgang i AaB - læs mere her...

Det er en energisk dynamo, pigeafdelingen i SIF Fodbold må sige farvel til efter den igangværende forårssæson.
René Qvist skifter efter rundt regnet 25 år i SIF Fodbold græsgange og skal tiltræde som cheftræner for en meget talentfuld U 14-pigeårgang i AaB, der på sigt stiler efter en plads i landets bedste kvinderække, 3F Ligaen.

- Jeg har haft en masse gode år i Støvring IF Fodbold bog vil nok altid være "blå", men jeg ser frem til de nye udfordringer og ser frem til at skulle arbejde med en masse nye spændende mennesker i et professionelt miljø, siger René Qvist.

Datteren Sofie Skree Qvist skiftede inden denne forårssæson til AaB og er nu at finde på AaB U 14 Elitehold, men til sommer bliver hun U 15-spiller og skal altså ikke have farmand som cheftræner.

Og René Qvist, der er cheftræner for U 16-pigerne i Mesterrækken i SIF Fodbold frem til sommerferien og styrmand på klubbens Tekniksskole for piger, er allerede så småt begyndt sin nye gerning i AaB.

- Jeg har været tilknyttet talentcenteret i efteråret i AaB og har så småt været med omkring 1. division og Serie 2-damer i AaB her i foråret. Den primære funktion er at være med til at forsøge at rykke op med Serie 2-damerne her til sommer og være med til kampene, forklarer René Qvist - men til sommer gælder det altså kasketten som cheftræner for AaB U 14 Elitepiger.

I SIF Fodbold har René Qvist gennem årene været træner for både ungdoms- og seniorhold samt været aktiv i sponsorudvalg og bestyrelse.
De seneste tre et halvt år har han været cheftræner for de piger, der nu spiller U 16, og fjor førte han netop den årgang til et jysk mesterskab i U 15-piger Mesterrækken. Han har haft denne SIF-årgang oppe at spille i højeste række i Danmark to gange.
Endelig har René Qvist - med stor succes - været med til at starte Teknikskolen for piger op i SIF Fodbold. Han var også - tidligere på foråret - med til at skaffe 75.000 kroner fra Nordea-fonden til Teknikskolen og den videre udvikling af pigefodblden i SIF Fodbold.

- Rene Qvist har gjort et kæmpe stykke arbejde for SIF Fodbold og pigefodbolden. Nu ønsker vi ham held og lykke i AaB efter sommerferien, og så ved René Qvist godt, at han altid vil være velkommen til et comeback i SIF-lejren, hvis det skulle blive aktuelt. Frem til sommer har vi ham stadig omkring U 16-pige Mesterrække og Teknikskolen for piger, og det glæder vi os over, siger Ruth Andersen, sportslig koordinator i pigeafdelingen i SIF Fodbold.

Luk