Menu

Regionsmesterskab som et flot punktum

image En flok stolte regionsmestre med træner Mark Bloch Jensen bagerst th. U 14-andetholdet blev toer i deres pulje i foråret men strøg helt til tops ved regionsmesterskaberne (de nordjyske mesterskaber). Foto: DBU Jylland
Af Mark Bloch Jensen, træner for andetholdet hos U 14-drenge
04. juli 2019 kl. 11:57
U 14-drenge kan som helhed se tilbage på en rigtig flot sæson. Førsteholdet vandt deres U 14 Liga 3-puilje og sikrede sig en plads i U 15 Liga 2 efter sommerferien, og andetholdet - 8-mandsholdet - satte et flot punktum ved at blive regionsmestre. Det sidste er i fokus i dette indlæg - læs mere her...

Regionsmesterskaberne 23/6 blev et flot punktum på en rigtig god sæson for U 14 8-mandsholdet, U 14 drenge C-holdet.

Vi var selv kommet med som bedste 2'er efter at være endt bag Farsø/Ullits IK i vores egen pulje.
Udover Farsø/Ullits IK skulle vi møde nr. 1 fra de 2 andre puljer - Mariager IK og Vraa/Børglum IF.

Vi startede med at møde Farsø, som vi allerede havde mødt tre gange i indeværende sæson. Der ventede en svær opgave, da sæsonens kampe havde budt på et nederlag og to uafgjorte. Vi var 12 mand med til alle tre kampe, så vi havde intern aftalt, at den skulle have fuld gas, da vi havde friske spillere på bænken.

  • SIF-truppen til regionsmesterskabet for U 14-drenge C - spillerne nævnt i vilkårlig rækkefølge:
  • Georg Bøgh Jessen, Nicklas Sejer Sørensen, Jeppe Blach Jensen, Christoffer Holm Lautrup, Mikkel Fyllgraf Kvist, Jonathan Jensen, Emil Holm Jensen, Peter Manstrup Øvlisen, Simon Greth, Marcus Kvist Johannesen, Rahand Farhad og Tinus Elmshøj Bregnhøj.

Første kamp: Støvring IF - Farsø/Ullits IK 5-1

Vi kom bragende ud mod Farsø, og allerede efter fem minutter var i foran 3-0.
Peter Øvlisen scorede årets mål på et drøn op i trekantssammenføjningen. Tinus Bregnhøj gjorde det til 2-0, hvorefter Emil Holm kort efter gjorde det til 3-0. Farsø fik før pausen reduceret til 3-1, men vi blev bare ved med at køre på, og Marcus Johannesen kom også på tavlen inden pausen.

4-1 ved pausen.

Anden halvleg blev mere kontrolleret, hvor vi holdte Farsø fra fadet. Rahand Farhad lukkede og slukkede kampen til 5-1. En glimrende start for SIF mandskabet, som klart spillede den bedste kamp set over hele sæsonen.

Anden kamp: Støvring IF - Vraa/Børglum IF 1-0

Det var tydeligt, at holdene havde haft mulighed for at se hinanden i aktion. Vraa/Børglum kom meget passivt ud og ville ikke særligt meget frem på banen. De havde vundet 1-0 over Mariager IK i første kamp, så et godt resultat ville være guld værd for begge hold. Vraa/Børglum kom tydeligt ud efter at få ét point, mens vi forsøgte at holde samme intensitet som i første kamp og gå efter at have et rigtigt godt udgangspunkt til sidste kamp. Vi lykkedes ikke helt med at få tempoet op i kampen, men vi fik dog alligevel scoret efter 10 minutter ved Simon Greth på et hjørnespark. I takt med at kampen skred frem, åbnede Vraa/Børglum også mere op, og derved blev kampen mere åben. Dog udeblev de store chancer, og kampen endte 1-0 i vores favør.

Tredje kamp: Støvring IF - Mariager IK 0-0

Som det eneste hold med seks point efter de to første spillerunder kunne vi til sidste kamp nøjes med uafgjort mod Mariager IK. Vi havde i store dele af første halvleg rigtigt svært ved at få fat i bolden, og overlod derfor spillet til Mariager IK.

Anden halvleg blev lidt bedre men i takt med, at vi nærmede os de døende minutter, blev Mariager IK endnu farligere. Heldigvis tog Georg Jessen sig af de chancer, som kom, og dermed endte kampen 0-0, og vi kunne fortjent kalde os regionsmestre.

En rigtig flot afslutning på en flot forårssæson for U 14 8-mandsholdet.

Med sportslig hilsen
Mark Bloch Jensen, træner for U 14-drenge 8-mands

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/8-1-efter-klassekamp-sikrede-foersteplads/

 

Luk