Menu

Så går det for alvor løs for U 19-drengene

image U 19 Vest lægger ud hjemme mod Jammerbugt FC søndag 26/3 kl. 17.00. Arkivfoto
Af Jørn Eriksen
26. marts 2017 kl. 12:19
U 19-drenge Vest har forårspremiere hjemme mod Jammerbugt FC søndag 26/3 kl 17.00 på kunstgræsbanen, og SIF-mandskabet lægger hårdt ud med tre kampe på en uge. Onsdag gælder det Brønderslev IF (BI) på udebane, og lørdag 1. april gælder det Arden/Rosendal på udebane - læs mere her...

U 19-drenge - årgang 1998/1999 - sikrede sig i efteråret 2016 oprykning fra U 19 1 til forårets U 19 Vest, der byder på 14 spillerunder, og SIF-mandskabet har forårspremiere søndag 26/3 kl. 17.00 med en hjemmekamp mod Jammerbugt FC på kunstgræsbanen i Støvring.

Ja, SIF-mandskabet skulle egentlig have været i aktion i den første turneringskamp allerede i sidste weekend, men udekampen mod Brønderslev IF (BI) blev udskudt, og det sidste betyder, at SIF-holdet lægger ud med brask og bram med tre kampe på under en uge.
Allerede onsdag aften 29/3 gælder det nemlig den udsatte forårspremiere mod BI, og lørdag 1. april står Arden/Rosendal på menuen på udebane - Arden/Rosendal blev toer i efterårets U 19 1-pulje efter SIF-mandskabet.

U 19 Vest-puljen tæller stærke hold som Hobro IK, Frederikshavn fI, Aalborg Chang, Gug Boldklub, Arden/Rosendal, BI, Jammerbugt FC og altså Støvring IF, og flere af holdene har allerede været i aktion. Så sent som i går - lørdag 25/3 - besejrede FfI hjemme Arden/Rosendal 1-0 og satte sig for en tid på førstepladsen med fire point for to kampe efter at have spillet 1-1 med Jammerbugt FC i deres forårspremiere. Hobro IK lagde fra land med at besejre Gug 4-0, men i fredags slog Gug så BI 3-2.

Mens dette indlæg skrives, har Aalborg Chang og Hobro IK gang i opvarmningen til deres søndagskamp på Provstejorden med kickoff kl 12.15, og umiddelbart ligner hold som Hobro IK, Chang og FfI måske kvalificerede bud på tophold, men alt kan som bekendt ske i fodbold.

SIF-lejren havde i efteråret 2016 to hold i U 19-afdelingen - begge i U 19 1. Det ene vandt deres pulje, mens det andet blev sidst i deres pulje. Det var lige til "ølllet" med at kunne mønstre to hold, og i foråret 2017 er feltet skrumpet ind til blot ét U 19-hold - U 19 Vest-holdet p.g.a for få spillere til to hold. Lidt ærgerligt - men det er de kolde fakta.

Der er stort potentiale i SIF-mandskabet, når hele "orkesteret" spiller i takt og som en helhed, men skader og afbud har drillet en del i testkampene på vejen hen mod søndagens premiere hjemme mod Jammerbugt FC - faktisk har holdet ikke været det samme to gange i træk.

I den forgange uge var en stor del af spillerne på studietur med deres respektive ungdomsuddannelser, så en del uvisse faktorer er med i ligningen før forårspremieren. Det sidste kan selvsagt gælde en masse af modstanderholdene også, men disciplin, holdånd, kløgt til at bruge kræfterne rigtigt og mod til at slå til offensivt på de rette tidspunkter må være nøgleord i forårets første turneringskamp mod Jammerbugt FC.

Følgende 14 har U 19-cheftræner Rasmus Numan Petersen udtaget til SIF-truppen mod Jammerbugt FC: Anders Dupont - Mads Borup Steen, Mads Frost, Andreas Peter Hansen, Sebastian Meyer Poulsen, Nicklas Aagaard, Niclas Plougmann, Marcus Skovhus Pedersen, Nikolaj Bøgh, Frederik Pind, Zacharias Krunderup, Asger Bundgaard Nielsen, Rasmus Borup Brendborg og Søren Løvschall Salk.

Luk