Så gælder det forårspremieren for U 19
Selvom U 19-drengenes Liga 2-pulje desværre er skrumpet ind til blot at omfatte seks hold (Aalborg Chang og Skjold Sæby har trukket sig, red.) og altså derfor samlet kun byder på 10 kampe for SIF-holdet mod forventede 14, er der fart over feltet fra første fløjt af fodboldforåret 2018, og så alligevel ikke helt så fortravlet.
SIF-cheftræner Rasmus Numan Petersens tropper lægger ud onsdag aften 21/3, hvor det gælder det forårspremieren på udebane mod Storvorde-Sejlflod Boldklub (SSB) på kunstgræsbanen i Storvorde med kampstart kl. 18.00, og to dage senere - fredag 23/3 - skulle U 19-gutterne have været i støvlerne igen for at tage imod Skibsby-Højene IF (SHI) hjemme på kunstgræsbanen i Støvring med kickoff kl. 18.30, men den kamp er efter en forespørgsel fra SHI blevet udsat til senere på foråret. Kampen er ikke fastsat endnu.
Påskedagene er uden kampe for U 19, der først skal i aktion igen søndag 8/4 hjemme mod Brønderslev IF (BI).
U 19-mandskabet sikrede sig i efteråret - takket være en flot andenplads efter Randers Freja i en U 19 Liga 2-pulje - billet til forårets "Turboudgave" af U 19 Liga 2, hvor 16 "nedfaldshold" fra efterårets U 19 Liga 1 er at finde sammen med 10 puljevindere fra efterårets U 19 Liga 2 samt de seks bedste toere fra U 19 Liga 2.
I U 19 Liga 2 - der siden efteråret i fjor er skrumpet ind fra 40 til 32 hold samlet - er det endt med, at der er to puljer á 8 hold, en med 7 hold og én med 6 hold - tre hold er altså faldet fra i svinget siden efteråret.
Randers Freja og SIF sluttede á point i efterårets U 19 Liga 2-pulje, men kronjyderne var bedst indbyrdes på målscoren.
Samlet opereres der med U 19 Liga 1, U 19 Liga 2, U 19 Liga 3 og U 19 Liga 4 i foråret 2018, og der er ingen ombrydning til efterårets U 19-rækker - den bedste række er en ansøgningsrække.
Det faktum, at der er kommet mere dynamit i forårets U 19 Liga 2 betyder også, at rækken hopper en hel op i den indrangering, der afgør, om spillerne kan spille "dobbelt" på lovlig vis. I foråret 2018 er kun første- og andetholdet hos herresenior, Jyllandsserien 1 og Serie 2, højere rangeret end U 19 Liga 2, der således ikke kan lade spillere optræde på tredje- og fjerdeholdet i SIF (herresenior, red.) begge i Serie 5 samtidig med, de også spiller U 19 Liga 2 - i den sammenhæng er det kun lovligt at gøre på JS 1- eller Serie 2-holdet.
I efteråret 2017 kunne U 19 Liga 2-spillerne spille "dobbelt" også for Serie 4 og Serie 5 i SIF-regi på lovlig vis, men det har "Turboudgaven" af U 19 Liga 2 nu sat en stopper for - se eventuelt indrangeringen herunder:
§18 Rangering af en klubs hold
§ 18.1 Rangeringen af turneringsrækker angiver, hvilke hold der er højere rangeret i forhold til andre – og er bestemmende for, om en spiller betragtes som rykket op eller ned ved holdskifte i forhold til spillerens sidst spillede kamp.
§ 18.2 For Herre og Drenge Ungdom gælder følgende rangering:
Efterår: DBUs SuperLiga og divisioner - Danmarksserien - U19 Ligaen - U19 Divisionen - JyllandsSerien - Serie 1 - Serie 2 - Serie 3 - U17 Ligaen - U17 Divisionen - U19 Liga 1 - Serie 4 - Serie 5 - Serie 6 - U19 Liga 2 - U19 Liga 3 - U19 Kval. - U17 Liga 1 – U17 Liga 2 – U17 Liga 3 - U17 Liga 4 - U16 - U15 – U14 - U13. (Børn indgår ikke i rangeringen.)
Forår: DBUs SuperLiga og divisioner – Danmarksserien - U19 Ligaen - U19 Divisionen - JyllandsSerie 1 – JyllandsSerie 2 – Serie 1 - Serie 2 - Serie 3 - U17 Ligaen - U17 Divisionen - U19 Liga 1 - U19 Liga 2 - Serie 4 - Serie 5 – Serie 6 - U19 Liga 3 - U19 Liga 4– U17 Liga 1 – U17 Liga 2 – U17 Liga 3 – U17 Liga 4 - U16 - U15 - U14 - U13. (Børn indgår ikke i rangeringen.)
SIF-truppen - inden mulige afbud - til forårspremieren mod SSB i U 19 Liga 2: Anders Dupont - Frederik Pind, Nicolai Pugholm Mouritsen, Rasmus Brendborg, Rasmus Ørtoft, Rasmus Bøgh, Sebastian Meyer Poulsen, Jonas Vraa, Marcus Skovhus Pedersen, Selemani Kikwangazala, Casper Henriksen, Asger Bundgaard Nielsen, Jens Janum Riis og Patrick Juul Davidsen.
- Der er indløbet et afbud fra Rasmus Bøgh på grund af en skade, så der skal vi have fundet en afløser. SSB råder over en stærk trup efter tilgang af nogle AaB-spillere, men vi er også selv ved at komme op i omdrejninger. Opstarten har været lidt humpende. Nogle er kommet lidt sent i gang, nogle har været på skiferie og andre på studieture i udlandet. Malthe Christiansen og Casper Dyrholm er lige hjemvendt fra England. Vi har fået tilgang af Jonas Vraa fra Hobro IK, og så er Asger Bundgaard Nielsen med igen efter sin langtidsskade. Vi har ikke vundet i testkampene inden premieren, men det gør mig nu ikke så nervøs, siger Rasmus Numan Petersen, cheftræner for U 19.
LÆS OGSÅ:
http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/u-19-liga-2-tjekkede-ind-i-sikker-stil/
http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/u-19-tjekkede-ind-som-bedste-toer/