Setup for kommende U13-drenge på plads
Trænerteamet sammen med foreningsansvarlig Rasmus Gissel
Det nuværende U15-drengetrænerteam Joakim Nielsen, Brian Larsen og Jeppe Bloch skal i den kommende sæson, efter 2 et halvt år sammen med årgang 2007, prøver kræfter med drengenes årgang 2010, som efter sommerferien stadig skal spille 8-mands, og efter nytår skal de spille 11-mands.
Joakim Nielsen bliver cheftræner for afdelingen med kampansvar for førsteholdet, Brian Larsen og Jeppe Bloch bliver begge trænere i afdelingen, Brian Larsen med kampansvar for andetholdet og Jeppe Bloch som assistenttræner ved kampe for Joakim Nielsen.
Afdelingen vil blive plejet som én enhed og derfor bliver træningen også et ansvar for alle trænerne, således at årgangen ikke opdeles skarpt.
Joakim Nielsen ser fremad med både vemod og høje forventninger:
- Det er bestemt ikke uden vemod at jeg siger tak for denne gang til årgang 2007. Vi har haft to et halvt gode år sammen, selvom Corona har forsøgt at spænde ben for meget. Alligevel er jeg rigtig glad for de ting vi har haft sammen. Det er en flok fantastiske knægte som jeg ønsker alt det bedste og glæder mig til at følge fra sidelinjen som tilskuer.
Nu venter nye udfordringer med årgang 2010, og det er jeg ekstremt spændt på. Det er en rigtig spændende og homogen flok som jeg har holdt lidt øje med de sidste par år.
Jeg er rigtig spændt på at komme i gang med arbejdet og ikke mindst understøtte transitionen fra 8-mands til 11-mandsfodbold, sammen med Jeppe og Brian.
Brian Larsen ser frem mod nogle af de samme udfordringer:
- Jeg har prøvet netop transitionen fra 8-mands til 11-mands med årgang 2009, og det er en ekstremt spændende proces, som jeg ser rigtig meget frem til at prøve igen. Jeg drog nogle erfaringer sidste år, og dem glæder jeg mig til at få tilrettet og finpudset endnu mere. Samtidig er jeg spændt på at starte en nye årgang op, men med samme trænerteam - det bliver virkelig spændende at starte i tråd med klubbens værdier om en samlet afdeling og enhed.
Samtidig har jeg også en portion vemod i forhold til at slippe årgang 2007, men man lærer som træner at sige både goddag og på gensyn. Det er virkelig nogle skønne drenge som jeg ønsker alt det bedste.
Jeppe Bloch, der senest var med ved Gøteborg Cup sammen med 2007-drengene, ser ligeledes spændt fremad:
- Det har været rigtig spændende at prøve kræfter med trænergerningen sammen med Joakim og Brian og derfor ser jeg det også som ideelt for mig, at jeg kan få lov at prøvet at starte noget helt nyt sammen med netop de to, som jeg kan lære en masse af, og suge til mig af deres erfaring.
Foreningsansvarlig Rasmus Gissel, ser ikke uventet løsningen som enormt spændende:
- På den her tid af året, er der jo altid mange spekulationer i gang, med hvem der skal træne hvilke hold. Den proces er stille og roligt i gang og vil over den næste måned rulle løbende.
Nu er kabalen færdiglagt for drengenes årgang 2010, og de har fået et trænerteam der er vandt til at arbejde sammen og som kender hinanden og det synes jeg er perfekt.
Samtidig har Brian gode erfaringer med at gå fra 8-mands til 11-mands som teamet kan trække på.
I SIF vægter vi alle lige højt og derfor er det også vigtigt for os at afdelingen bliver plejet som én enhed, og netop derfor er der kun fordelt kampansvar trænerne imellem og ikke et specifikt træningsansvar, for særskilte trupper indenfor en årgang vil vi gerne til livs i SIF Fodbold.
Der er indgået en aftale frem til 30. juni 2023.