Menu

Sikker 4-0-sejr til U 19-andetholdet

image
Af Jørn Eriksen
04. juni 2016 kl. 23:51
Andetholdet hos U 19-drenge i U 19 2-rækken fik endelig smagt sejrens sødme i forårets kampe, da det lørdag 4/6 kl. 14.00 gjaldt de zebrastribede fra Aalborg Chang i stegende hede på Provstejorden hos Chang. 4-0 til SIF blev slutcifrene. Læs mere her...

Så prøvede andetholdet hos U 19-drenge i U 19 2-rækken også at vinde i forårets kampe, og det skete med manér, da det gjaldt Aalborg Chang på udebane i næstsidste spillerunde lørdag 4/6 med kickoff i middagsheden denne stegende varme juni-lørdag.
4-0 til SIF blev slutcifrene i et opgør, som SIF-gutterne satte sig på fra kampens start.

Tre U 17-spillere - målmand Anders Dupont, midtbanespilleren Ridwaan Ahmed Hussen og allroundspilleren Sebastian Meyer - var trådt hjælpende til, så U 19 2-truppen denne gang var på 12 spillere - der var afbud fra nogle i den vante stamme af spillere.
Allerede efter få minutters spil kom SIF foran 1-0, da Sebastian Meyer udnyttede en fin dybdebold, og inden pausen havde angriberen Frederik Midtgaard øget føringen til 2-0.

Firebackkæden defensivt - til at starte på: Christian Thomsen, Tobias Carøe Eriksen, Frede Hansen og Victor Bartholomæussen - gav ikke Chang ret mange muligheder for at blive nærgående, og SIF fik fint nok bolden til at gøre arbejdet i de noget nær ulidelige fodbold-temperaturer denne lørdag.
I anden halvleg havde SIF-holdet - trods pæn boldomgang - i en periode svært ved at straffe, at Chang stillede sig højt på banen i jagten på at vende kampen. Den sidste chanceskabende pasning blev ofte enten blokeret eller var for upræcis, og så blev der løbet lidt for lidt af de forreste, når hullerne skulle skabes.
Men i den sidste halvldel af anden halvleg cementerede Frederik Midtgaard og Mark Bundgaard SIF-sejren med yderligere to fuldtræffere, og SIF-sejren kunne såmænd godt være blevet endnu større.

Samlet en - på flere måder - lun sejr.
Alle 12 spillere fortjener faktisk ros for en helstøbt og fornuftig indsats på en dag, hvor temperaturerne gjorde det svært for alle at holde tempo i alle 90 minutter. Dommeren indlagde undervejs et par drikkepauser, og der var godt gang i vanddunkene denne lørdag eftermiddag.
Allerede midtvejs i første halvleg kom Mark Bundgaard i aktion, da Victor Bartholomæussen trængte til et pusterum. Meyer overtog backpladsen, og så kom Bundgaard ind på kanten. Der blev skiftet flere gange senere i kampen, og Mark Bundgaard sluttede som angriber, da Frederik Midtgaard så fik lov at puste lidt ud.

Attituden og stemningen var fin hos U 19-mandskabet, og sejren var ganske fortjent.

Førsteholdet hos U 19-drenge - i U 19 1-rækken - spiller på hjemmebane søndag 5/6 kl. 12.00. Modstanderne er Helsted Fremad. SIF-mandskabet sikrede sig allerede i sidste weekend førstepladsen og kredsmesterskabet efter 7 sejre på stribe og en samlet målscore på 31-0! Efter søndagens hjemmekamp mangler U 19 1 fortsat at spille to kampe, inden det gælder JM-kampene.

 

Luk