Menu

Søndags-gys i vente for U 15-drenge

Af Jørn Eriksen
08. juni 2016 kl. 00:01
U 15-drenge Mesterrække kan kun bruge en sejr søndag 12/6 i sidste spillerunde, når Kolind/Midtdjurs gæster Støvring med kickoff kl. 12.30. Tirsdag aften vandt djurslændingene nemlig 3-0 over SIF og satte sig på den vigtige fjerdeplads to point foran netop SIF-mandskabet. Læs mere her...

Der står en plads i efterårets U 16-drenge Mesterrække på spil søndag 12/6 kl. 12.30, når der fløjtes op for U 15-drenge Mesterrækkes sidste kamp i dette fodboldforår hjemme mod Kolind/Midtdjurs.

Og der er i øvrigt en flot buket af spændende ungdomskampe på menuen i SIF-lejren denne søndag, mere om dette nederst.


Tirsdag aften 7/6 besejrede Kolind/Midtdjurs nemlig SIF 3-0 på Ryomgård Stadion, og dermed tabte SIF-mandskabet en gylden mulighed for definitivt at afgøre tingene på gulvet. SIF indtog fjerdepladsen ét point foran Kolind/Midtdjurs inden tirsdagens opgør - nu er SIF to point efter inden sidste spillerunde.
Nr. 2 til 4 i U 15-drenge Mesterrække indløser nemlig billetter til efterårets U 16-drenge Mesterrække, mens nr. 5 og 6 havner i U 16 1 til efteråret.

- Vi har sat os selv under pres, og nu tæller kun én sejr på søndag. Vi ramte desværre en kollektiv offday i Ryomgård. Der var ikke tænding nok på spillerne, pasningsspillet fungerede ikke godt nok, og der blev ikke løbet nok for hinanden og holdet. Vi kunne faktisk have tabt større til Kolind/Midtdjurs, og det skal vi forsøge at rette op på til søndagens kamp i Støvring, siger Anders Jacobsen, cheftræner for U 15-drengene i SIF Fodbold.

Det begyndte ellers nogenlunde i Ryomgård denne tirsdag aften. Inden for de første 8-10 minutter havde SIF tilløb til to gode muligheder, men Niclas Bucio havde desværre ikke heldet med sig.
I det 16. minut fik SIF ikke clearet en bold ordentligt, og det udnyttede Kolind/Midtdjurs til at score til 1-0.
Blot fire minutter senere blev det 2-0, da en bold ikke blev headet ordentligt væk men snarere forlænget til en modspiller, der headede den over Aske Schmidt i SIF-målet.
Trods en noget blodfattig indsats var SIF tæt på at få reduceret til 2-1 kort før pausen, da Noah Skouboe førte bolden op i venstre side og fandt Rasmus Nygaard. Han sendte bolden videre til Tobias Nocolajsen, der desværre ikke havde heldet med sig.
2-0 til hjemmeholdet ved pausen.

- Vi talte om, at vi skulle forbedre os på mange parametre i anden halvleg, men otte minutter efter pausen blev det 3-0, da en Kolind/Midtdjurs-spiller løb igennem det hele og scorede.Tættest på en reducering til 3-1 var Marcus Pejngaard 13 minutter efter pausen, men skuddet ramte stolpen, forklarer Anders Jacobsen.

SIF-startopstillingen 4-4-1-1: Aske Schmidt - Emil Asp, Alexander Foldager, Kristian Løber og Lukas Borbjerg - Tobias Nicolajsen, Peter Søskov, Simon Mikkelsen og Noah Skouboe - Niclas Bucio - Rasmus Nygaard.
Indhopperne denne gang: Jeppe Bloch, Bjarke Hansen og Marcus Pjengaard.
Der var afbud fra Oliver Kristjansen til kampen i Ryomgård.

Der er en flot buket af hjemmekampe på søndagens program fra kl. 11-18, udover U 15-drenge Mesterrækkes skæbne kamp kl. 12.30, så spiller U13-drenge Mesterrække mod Storvorde-Sejlflod Boldklub (SSB) kl. 11.00 og kan blive puljevindere med minimum uafgjort. En sejr til Storvorde vil gøre dem til puljevindere.

Søndagens hjemmekampe i SIF-lejren:

11.00: U 13-drenge Mesterrække - SSB.

11.00: U 12-drenge A - Aalborg Freja.

12.00: U 17-drenge 1 - Ebeltoft IF (SIF er kredsvindere)

12.30: U 15-drenge Mesterrække - Kolind/Midtdjurs IF.

14.00: Serie 1-kvinder - FLUIF.

16.00: U 19-drenge 1 - Gug Boldklub (SIF er kredsvindere)

Luk