Støvring-pige tæt på U 15-trup i DBU-regi
Det er noget af et udskilningsløb, spillerne i DBU Talentsamlingerne for U 14-piger fordelt over hele landet har gang i, og på sigt er debut på det første "rigtige" landshold - U 16-landsholdet - det helt store mål.
SIF Fodbold har haft flere spillere, Emma Friis Schau, Laura Schmidt, Emma Sindal Bøgedal (nu at finde i AaB, red) samt Sofie Skree Qvist, der skiftede til AaB's U 14 Elitehold op til forårssæsonen, med omkring DBU U 14-Talentsamlingerne i Jylland Nord, og forsvarsspilleren Sofie Skree Qvist har stadig mulighed for at gå hele vejen.
Resten af foråret skal Sofie Skree Qvist igennem fem samlinger af to timers varighed og en weekendsamling i Horsens, inden den endelige U 15-trup - efter sommerferien - udtages.
Lige nu bejler cirka 100 spillere i årgangen til de cirka 60 pladser fordelt på 30 i Øst og Vest - en slags bruttotrup til et U 15-pigelandshold. Der spilles først officielle landskampe, når det hedder U 16.
Sofie Skree Qvist har gennem det halve år, hun har spillet i AaB, udviklet sig rigtigt meget som fodboldspiller. Hun er rigtigt fysisk stærk og taber stort set aldrig sine dueller, hun læser spillet godt og bliver bedre og bedre med bolden. Ligeledes har hun et rigtigt godt spark og er blevet hovedstødsstærk. Hun spiller i midterforsvaret til dagligt på AaB´s meget talentfulde U 14 Elitehold. Derudover har hun spillet flere kampe på U 15-holdet i AaB.
Sofie er meget fokuseret og har blandt fået tilknyttet en coach, hun skriver med hver 14. dag. Udover hendes tre ugentlige træninger i AaB, samt én træning cirka hver anden uge under DBU, står den også på selvtræning for at udvikle sig, men også for at blive bedre på de områder, hvor der skal forbedring til.
Udover sine træninger i AaB og under DBU, så træner Sofie også med i Støvring IF på sit gamle hold, når det passer ind i programmet.
Støvring IF Fodbold ønsker Sofie Skree Qvist alt muligt held og lykke på den videre tur mod en flot fodboldkarriere og en mulig debut i landsholdstrøjen.
Læs også tidligere indlæg om samme emne her:
http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/sif-piger-i-landsholdstroejen/