Menu

Suveræn udebanesejr til U 14-drenge Liga 2

image U 14 Liga 2-drenge gjorde sig med 4-0 ude over FfI klar til en gyserkamp i sidste spillerunde hjemme mod AaB lørdag 17/11 med kickoff. kl. 10.00. Foto: Lars Hvilsted/U 14-drenge
Af Lars Hvilsted, holdleder for U 14 Liga 2-drenge
12. november 2018 kl. 09:54
Lørdag middag 10/11 var U 14 Liga 2-drengene fra SIF Fodbold på pointjagt i Frederikshavn mod hjemmeholdet fra FfI. Kravet til Støvring var tre point, hvis drømmen om endnu en sæson i Liga 2 fortsat skulle bevares. SIF-holdet slutter af på lørdag med en knaldperle hjemme mod AaB med kickoff kl. 10.00 - læs mere her...

Der var tale om meget vanskelige vejrforhold, idet der blæste en strid storm på langs af banen. Det skal siges med det samme, at drengene fra Støvring leverede en yderst flot kontrolleret indsats på en MEGET blæsende og gammel kunstgræsbane i Frederikshavn. Hele holdet leverede på et fantastisk højt niveau, og alle var særdeles godt spillende.

Modsat hjemmeholdet formåede Støvrings teknikere at spille bold i uvejret, og det gjorde den væsentlige forskel i kampen. Samtidig formåede drengene at holde Frederikshavn helt væk fra chancer og Simon Viltoft i målet, og dermed kunne Simon levere en sikker indsats og et clean sheet i kampen.

Støvring havde medvinden i første halvleg, hvor FfI var meget sjældne gæster på Støvrings banehalvdel. Støvrings og Liga 2’s topscorer Malthe Frederiksen lynede to gange i første halvleg i kampens 18. og 39. minut.

De to mål var stort set identiske efter flotte opspil og oplæg fra Christian Rolin på venstrekanten, hvor Malthe "bare" skulle sætte poten på bolden og sende den sikkert i mål. Malthe har dermed scoret hele 12 mål i denne sæson og fører suverænt topscorerlisten.

I anden halvleg fik Støvring den stride modvind, og samtidig var der også begyndt at regne. De svære forhold fik dog ikke drengene fra Støvring til at resignere. Tværtimod fortsatte de det fine spil, og FfI kunne ikke udnytte medvinden. Efter 41 minutter sendte Malthe Krogh en lang bold frem i FFI's straffesparksfelt, hvor Christian Rolin dukkede som en trold af en æske og bragte Støvring på 3-0. Det skulle også blive 4-0 efter et selvmål af FfI, hvor der formentlig var blevet dømt straffe for hånd på bolden, hvis den ikke var gået i mål. Dette efter indlæg fra Oliver Jensen.

Suveræn 4-0 sejr på udebane, og dermed kan Støvring-mandskabet fortsat redde sig en sæson i Liga 2. Støvring er aktuelt på en sjetteplads i Liga 2, men kan ende lige fra en 3. til en 7. plads afhængig af resultaterne i sidste spillerunde.

Nr. 6 til 8 rykker ned i Liga 3. Dog vil den bedste 6’er i de fire Liga 2 puljer overleve og forblive i Liga 2.

6’er-stillingen ser lige nu ud således:
1: Støvring IF 17 point, -9 mål for 13 kampe
2: Billund IF 17 point, -10 mål for 13 kampe
3: Kolding B 15 point, -22 mål for 13 kampe
4: FC Silkeborg 13 point, -8 mål for 13 kampe

Støvring IF stillede op med følgende spillere i udekampen mod FfI:

  1. Simon Viltoft Andersen
  2. Noah Nørgaard Pedersen
  3. Laurits Birch Christensen
  4. Erik Kold
  5. Olti Xhigoli
  6. Oliver M. Jensen
  7. Mads Vestergaard
  8. Mathias Graversen
  9. Malthe Nyholm Frederiksen
  10. Malthe Christensen
  11. Christian Rolin Smed
  12. Mario Sandu
  13. Daniel Primdahl

Næste og sidste kamp for U 14 Liga 2-drengene er på lørdag 17. november 2018 kl. 10.00 på hjemmebane mod AaB.

Som det fremgår har vi en historisk tæt Liga 2 pulje, hvor alt er på spil helt frem til sidste sekund, og derfor har drengene brug for alt den opbakning hele Støvring kan mønstre på lørdag.

Derfor - Hvis du/I på nogen måder har mulighed for at komme et smut forbi Kunstgræsbanen i Støvring på lørdag kl. 10.00, vil det betyde alt for drengene. Lad drengene mærke en massiv opbakning fra lægterne, og så de kan få alt mulig hjælp til at vinde kampen og hente de livsvigtige point til tabellen, så det også hedder Liga 2 i 2019.

Sidst skal det nævnes, at Malthe Frederiksen og Oliver Jensen, der i sidste uge blev udtaget til DBU-samling, forsat er inde i varmen og igen skal deltage, når det er tid til næste samling.

Med sportslig hilsen

Lars Hvilsted - holdleder for U14-drenge Liga 2

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/vital-sejr-for-stoevring-u-14-drenge-liga-2/

 

 

Luk