Menu

U 12-13-piger rundede sæsonen af

image De fire spillere, der blev specielt hyldet. Fra venstre: Mathilde Grøn, Julie Holm, Emilie Olesen og Sara Bjerregaard. Fotos: U 12-U 13-piger
Af Ulrik Kvist Rasmussen
25. juni 2017 kl. 10:03
U 12-/U 13-piger havde for nylig sæsonafslutning med fællesspisning og hygge, og samtidig blev fire spillere hædret, idet årets fidus og årets spiller blev kåret hos både U 12- og U 13-piger. Læs mere her...

Efter pigernes (U 12 og U 13) sidste træning torsdag i uge 25, hvor der hygget med øl-stafet med afslutning (uden øl) og handicap-fodrundbold, stod den på fællesspisning. Forældrerådet anført af Charlotte (Marie Andersen) og Annette (Cecilie Skov) diskede op med lækker lasagne og grønt, og pigerne mødte op med højt humør. Kun ferie og andre afslutningsarrangementer gjorde, at vi ikke var fuldtallige.

Efter spisningen skulle der deles priser ud, og trænerne takkede først for en helt fantastisk sæson med nogle skønne tøser. Altid højt humør, vilje og gå-på-mod har gjort det til en fornøjelse at være træner for pigerne lød det samstemmende fra Helene, Mads, Gitte og undertegnede.
Den sidste træner Jan var desværre forhindret i at deltage p.g.a. arbejde, men han havde tirsdag sørget for at fortælle pigerne, hvor glad han har været for at træne dem, og hvor meget han kommer til at savne dem, idet han ikke skal træne dem efter sommerferien.

Årets Fidus: Gives til de to spillere, som sæsonen igennem har været særligt afgørende for kampene. Ikke nødvendigvis den, der scorer alle målene, men en rigtig holdspiller, der sæsonen igennem har løst sine opgaver til topkarakter. Der har været en stabilitet, som har smittet af på hele holdet. Vi har i foråret spillet 11-mands som noget nyt, og det har betydet en ny organisation på banen og en udfordring med offside-reglen.
Titlen som Årets fidus går derfor velfortjent til U 12: Sara Bjerregaard og U 13: Emilie Olesen.
Sara og Emilie har været makkere på banen i midterforsvaret igennem foråret, og det har fungeret rigtig godt!

Årets Spiller: Gives til den spiller som har udviklet sig mest igennem sæsonen - alle har flyttet sig, men nogen har taget et kæmpe spring!
Fra U 12 er det en spiller, der startede forsigtigt ud i efteråret. Jeg tror lige, hun skulle se de nye piger og trænere an. Her i foråret har hun flyttet sig helt enormt og har udviklet et brag af et skud. Træder mere og mere i karakter på banen, og ikke mindst er hun altid lydhør og topmotiveret til træning. Udviklingen blev for alvor skudt i gang til JM med turneringens hurtigste hattrick! Årets spiller U 12-spiller er Julie Holm!

Fra U 13 er det en spiller, der havde et turbulent efterår med skader. I foråret på 11-mands er hun blomstret op - det er virkelig hendes bane. Hun har foråret igennem leveret en fantastisk indsats med et højere og højere bundniveau. Hun er altid smilende og glad - lidt for selvkritisk til tider, men det er også fedt, at man stiller krav til sig selv. Hvis man er i tvivl om, hvad hun hedder, kan man næsten altid læse det på den trøje, hun glemmer ved banen: Mathilde Grøn er årets spiller hos U 13!

Til alle pigerne: Fortsæt med at være dem i er og nyd fodbolden. Fortsæt den gode indsats både til træning og kamp!

Trænerne blev også begavet. Der var en flot kurv til hver som tak for indsatsen sæsonen igennem. Mange tak for det, og tak til alle forældrene for jeres opbakning og lån af jeres piger. Det er altid en fornøjelse at være sammen med dem.

God sommerferie

Fodboldhilsner
Ulrik Kvist Rasmussen, en af trænerne omkring U 12-U 13-pigerne

 

Luk