U 13-drenge til North Limburg Cup
Torsdag aften 1. juni satte vi kursen mod Tyskland/Holland, hvor vi skulle deltage i North Limburg Cup 2017. Ikke mindre end 39 drenge og 7 trænere repræsenterede SIF Fodbolds U 13-drengeafdeling - ualmindelig flot opbakning til sådan en tur.
Turen var kulminationen på tre års arbejde og opsparing fra drengene, og samtidig afslutningen på forældretrænernes virke i U 13-afdelingen - en afdeling som vi i al beskedenhed afleverer med stolthed på grund af såvel det rent sportslige, som ikke mindst det sociale sammenhold.
Turen til Holland bød på rundvisning på Veltins Arena (Schalke 04’s hjemmebane), som er et fantastisk anlæg. I samme åndedrag nappede vi en tur i et stort badeland, hvor de modigste af drengene lige skulle springe lidt fra 10 meter-vippen….
I selve turneringen havde vi to hold med, og det sportslige blev en lidt blandet omgang med en svær indledning for det ene hold bl.a. grundet skader, mens det andet hold klarede sig noget bedre, og kom så langt i turneringen, at det først glippede helt op mod finalen.
På det sociale plan var turen helt fantastisk, og drengene stor-hyggede sig på kryds og tværs, og alt i alt var de eksemplariske ambassadører for vores klub.
Vi ramte Støvring igen mandag morgen - 2. pinsedag - ved 05.30 tiden med en flok slidte, men glade drenge, som har fået én på opleveren….
Med sådan en flok drenge har det frivillige arbejde i SIF været en stor fornøjelse.
Med sportslig hilsen
Jess Gregersen
På vegne af U 13-forældretræner-teamet