Menu

U 15-drenge Mesterrække blev sorteper

Af Jørn Eriksen
13. juni 2016 kl. 10:52
U 15-drenge Mesterrække tabte 0-1 i sidste spillerunde hjemme mod Kolind/Midtdjurs i en direkte duel om at indløse billet til efterårets U 16-drenge Mesterrække. Med nederlaget slutter SIF-mandskabet på femtepladsen, og til efteråret står den derfor på U 16 1. Læs mere her...

Der var drama og spænding for alle pengene, da et velbesøgt Støvring Stadion søndag 12/6 dannede rammen for U 15-drenge Mesterrække-opgøret imellem SIF Fodbold og Kolind/Midtdjurs i sidste spillerunde.
SIF skulle vinde for at overtage den fjerdeplads, Kolind/Midtdjurs indtog inden startfløjtet - en fjerdeplads, der ville udløse en billet til efterårets U 16-drenge Mesterrække, og det blev lige nøjagtig den neglebidende og intense affære, der var lagt op til.

Desværre for SIF, var det gæsterne, der løb med sejren. 0-1 blev slutcifrene, og med sejren avancerede Kolind/Midtdjurs faktisk til den endelige tredjeplads i puljen, mens SIF blev stående på femtepladsen og altså kan se frem til en tur i U 16 1-rækken efter sommerferien.
Knaldkampens enlige fuldtræffer faldt cirka midtvejs i anden halvleg, da et påpasseligt SIF-forsvar begik en af de få fejl, de lavede i kampen. En Kolind/Midtdjurs-spiller slap alene igennem og satte bolden fladt i nettet.
Samlet havde SIF dog målchancer nok til at kunne have sikret sig sejren, men bolden ville ikke i nettet i den afgørende kamp.

- Vi ville forsøge at spille kontrolleret, flytte bolden hurtigt og komme ud over deres kanter. Og samlet leverede spillerne en god kamp. Vi kunne bare ikke score på vores målchancer, siger Anders Jacobsen, cheftræner for U 15-drenge i SIF Fodbold.

Et lille billede af første halvleg:
8. minut: Noah Skouboe igennem på kanten. Rasmus Nygaard headede bolden lige forbi på indlægget fra Noah Skouboe.
20. minut: Kolind/Midtdjurs kom igennem på flot pasningsspil, men Aske Schmidt i SIF-målet præsterede en stor redning.
27. minut: SIF-backen Bjarke Hansen slap fri på en tur op ad banen men fik ikke ordentlig ram på bolden i skudøjeblikket.
33. minut: Godt SIF-indlæg fra den ene flanke. Desværre ingen med ved bagerste stolpe.
34. minut: Aske Schmidt præsterer endnu en god redning. Denne gang var det et langskud, han klarede.

- I pausen talte vi om, at vi bare skulle fortsætte, så skulle målchancerne nok komme, og så skulle vi blive ved med at spille sikkert i defensiven, fortsætter Anders Jacobsen (foto herunder).

SIF-startopstillingen, 4-4-2: Aske Schmidt - Emil Asp, Alexander Foldager, Kristian Løber og Bjarke Hansen - Tobias Nicolajsen, Peter Søskov, Niclas Bucio og Noah Skouboe - Rasmus Nygaard og Simon Mikkelsen.
På bænken denne gang: Marcus Pjengaard, Jeppe Bloch og Lukas Borbjerg.

Anden halvleg i kort form:
7. minut: Niclas Bucio får sendt et skud afsted. Keeperen redder.
8. minut: Kolind/Midtdjurs brænder et straffespark. Bolden rammer den yderrsiden af den ene stolpe.
19. minut: 0-1. En Kolind/Midtdjurs-spiller slipper alene igennem og sender bolden fladt i mål.
20. minut: Niclas Bucio fældes i et gennembrud. Gult kort til gæsterne. Simon Mikkelsen til skud spillet fri af Bucio på frisparket, men bolden gik over mål.
22. minut: Marcus Pjengaard får ikke ordentlig ram på et indlæg. Keeperen kan let gribe ind.
25. minut: Simon Mikkelsen fra SIF rammer overliggeren.
33. minut: Jeppe Bloch tæt på at udligne, men bolden gik lige over mål.

- Vi spillede faktisk en god kamp. Indsatsen er jeg tilfreds med, men vi havde desværre ikke skarpheden i vores afslutninger i dette opgør, slutter Anders Jacobsen.

 

Luk