Menu

U 15-drenge Mesterrække kom over stregen

Af Jørn Eriksen
05. juni 2016 kl. 11:49
Førsteholdet hos U 15-drenge i U 15 Mesterrække slog puljens nr. tre, TST Fodbold, 2-0 på udebane lørdag 4/6 og kom dermed over stregen inden to knaldperler - ude og hjemme - i den kommende uge mod Kolind/Midtdjurs om at sikre sig en plads i efterårets U 16 Mesterrække. Læs mere her...

U 15-drenge Mesterrække leverede noget af en brandkamp, da det i tredjesidste spillerunde gjaldt en udekamp mod puljens aktuelle treer, TST Fodbold, i Tilst i stegende solskin lørdag eftermiddag 4/6.
2-0 til SIF-mandskabet blev slutcifrene, og med den sejr indtager SIF den vitale fjerdeplads inden de to sidste kampe. Nr. 5 og 6 får efter den automatiske ombrydning i sommerpausen nemlig ikke plads i U 16 Mesterrække - men i U 16 1.

Med 2-0-sejren i Tilst er SIF ét point foran Kolind/Midtdjurs inden, netop Kolind/Midtdjurs er på menuen i forårets to sidste kampe - i Kolind på tirsdag 7/6 og hjemme i Støvring søndag 12/6.
En sejr til SIF på tirsdag afgør det hele. I så fald er SIF sikre på mindst fjerdepladsen og en plads i efterårets U 16 Mesterrække, mens uafgjort eller nederlag tirsdag gør søndagskampen i Støvring til en ren Cup-finale om fjerdepladsen.
Til gengæld kan SIF faktisk også slutte på tredjepladsen, hvis man vinder begge kampe over Kolind/Midtdjurs. TST skal op mod førerholdet Randers Freja i deres sidste kamp, og vinder Randers Freja den kamp, så slutter TST på 13 point. SIF vil med to sejre i knaldperlerne mod Kolind/Midtdjurs slutte på 15 point - men tredjepladsen er nu ikke det vigtigste i den sammenhæng - det må være at sikre sig status af U 16 Mesterrække efter sommerferien.

I lørdagens udekamp mod TST gik SIF-intentionerne på at spille kompakt i en 4-4-1-1-opstilling, så modstanderne ikke kunne få held med at slå giftige dybdebolde, og så skulle man selv være på tæerne og have modet til at spille frem ad banen, når mulighederne opstod.

- Allerede under opvarmningen kunne jeg mærke, at drengene ville det her, og de leverede en kanonpræstation, siger Anders Jacobsen, cheftræner for U 15-drenge.

SIF stod rigtig godt på banen. I det 8. minut var Noah Skouboe tæt på at gøre det til 0-1. I en hurtig omstilling fik han slutteligt sendt bolden lige forbi den ene stolpe. Minuttet efter testede Niclas Bucio TST-målmanden med et godt frispark, men keeperen fik akkurat fingrene på bolden.
SIF spillede bolden rigtig godt rundt, og det blev 1-0 til SIF i det 22. minut på et straffespark. Bolden blev spillet frem til Simon Mikkelsen, dertaget et løb i dybden. Han lavede en flot vending, og en TST-forsvarer kom for sent og fældede ham. Straffespark, og på den mulighed satte Niclas Bucio sikkert bolden i nettet.

SIF-startopstillingen, 4-4-1-1: Aske Schmidt - Emil Asp, Alexander Foldager, Kristian Løber og Lukas Borbjerg - Noah Skouboe, Peter Søskov, Simon Mikkelsen og Tobias Nicolajsen - Niclas Bucio - Rasmus Nygaard.
På bænken denne gang: Jeppe Bloch, Bjarke Hansen og Markus Pjengaard. 

- Der var afbud fra Oliver Kristjansen p.g.a arbejde, og derfor spillede Kristian Løber midtstopper denne gang, og han spillede blændende hele kampen igennem, fortsætter Anders Jacobsen (foto herunder).

Allerede seks minutter efter pausen kom scoringen til 2-0 i SIF-favør.
Bolden blev ført op i SIF's højre side. Tobias Nicolajsen tryllede ved at tørre tre modspillere. Han sendte derefter bolden ind foran mål, hvor Jeppe Bloch kom stormende til og sendte bolden i nettet ved nærmeste stolpe. Jeppe Bloch var kommet på banen kort før pausen - alle 14 mand i SIF-lejren kom i aktion på den steghede lørdag.
To minutter efter kom Tobias Nicolajsen selv til en god mulighed, men han fik desværre ikke ramt bolden ordentligt. 17 minutter efter pausen havde Noah Skouboe et skud, der gik lige forbi målrammen.
Med tre minutter igen stod en flok SIF-spillere nærmest i kø for at score til 0-3, men paradoksalt nok lykkedes det ikke.

 

 

Luk