U 15-drenge op mod AaB i pokalkamp
De får med garanti hænderne fulde uanset, hvordan besætningen hos modstanderne måtte se ud, og vi taler om SIF Fodbolds U 15-drenge fra Mesterrækken, der tirsdag 6/10 får besøg af AaB fra toppen af U 15 Vest 1 i pokalturneringen.
Kampen fløjtes i gang kl. 17.15 på Støvring Stadion.
- Det bliver spændende. En rigtig bonuskamp for drengene, der kun kan overraske positivt mod så skrap en modstander, siger Anders Jacobsen, cheftræner for U 15-drengene i SIF Fodbold.
Mens SIF-mandskabet akkurat reddede livet som en af de bedste 5'ere i Mesterrækken, så indtager AaB-mandskabet andenpladsen i U 15 Vest 1, den højest rangerende række i årgangen under DBU Jylland.
Og AaB-mandskabet kan se tilbage på fem sejre i træk i U 15 Vest 1 med en samlet målscore i den sejrsstime på 22-3. Senest blev puljens 3'er, Herning Fremad, besejret 3-1 på udebane i lørdags, men forinden havde AaB-mandskabet besejret Randers Freja, Silkeborg IF, FK Viborg og Hjørring IF - det seneste nederlag skal dateres helt tilbage til 30. august, hvor førerholdet i U 15 Vest 1, AGF, sejrede 4-2 i Aalborg.
Men AaB U 15 Vest 1 har en turneringskamp mod bundholdet BMI på programmet onsdag 7/10. Skulle AaB spare nogle af førsteholdsspillerne, så får SIF-gutterne sandsynligvis nok at se til alligevel. AaB-andetholdet hos U 15-drenge topper nemlig U 15 Vest 2 med syv sejre i hidtil otte kampe - samlet målscore 33-13. Og AaB-andetholdet skal først spille igen 25/10 i deres pulje.
Hos U 15-drenge hedder indrangeringen niveaumæssigt fra toppen af U 15 Vest 1, U 15 Vest 2, U 15 Mesterrække, U 15 1 og U 15 2.
SIF-mandskabet slog i deres første kamp i pokalturneringen Hobro IK fra U 15 Vest 2 1-0 hjemme i Støvring, og i søndags blev det til en 4-1-sejr hjemme i den sidste kamp i Mesterrækkepuljen mod Dronningborg Boldklub.
Og med den sejr nåede SIF op på 11 point på femtepladsen, hvilket skulle kunne række til at blive blandt de 5'ere, der får fornyet adgangskortet til forårets U 15 Mesterrække.